Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/889

H1SToH1E. 879 sluttede vi den følgende dag at reise derfra efter at have fyldt vore fem fade med vand, optøet af sneen. Da det var gjort, gik vi den følgende dag i baaden for paa det uvisse at søge et andet sted, som var beboet; vi vidste intet om, i hvilken ret- ning vi skulde søge. Men da vi var kommen ombord i baaden, kom vand ind gjennem alle sammenføiningerne. Da den den foregaaende nat ikke havde været godt fortøiet, havde den slaaet mod stenene, og var bleven læk, og sank derfor nu som bly i dybet; vi faldt alle i vandet og maatte vende tilbage til land. Da vi nu maatte blive paa et saa øde sted fuldt af sne, blev vi meget fortvivlede, men ikke i den grad som tidligere, da vi var i vor lille baad paa det aabne hav; vi mente dog, at vort liv var blevet forlænget med nogle dage, men at døden dog var nær. Hvad andet kunde vi tænke, da vi, svage som vi var, laa paa et skjær, elendige, uden tag over hovedet og uden mad at spise. Med Guds hjælp gjorde vi dog noget, som var det sidste og det mindste, vi kunde gjøre Vi byggede to telte af aa-rerne, to kapper og seilene; dernæst tog vi ribbe11e og span- terne af baaden og gjorde op ild for at varme os. For at finde den smule mad, vi kunde, tog vi vor tilflugt til fjæren og samlede skjæl og muslinger; af disse fandt vi dog faa, og med dem stillede vi vor rasende hunger noget. Vi var 13 under et telt og 3 under et andet, dels laa vi i sneen og dels sad vi paa den, idet vi varmede os ved den svage il(l. Paa grund af det vaade beg kom der en saadan mængde røg af veden, at vi næsten ikke kunde holde det ud; øinene og ansigtet svulmede op, saa vi frygtede for at miste synet. Men end værre var det, at vi var aldeles fulde af luseyngel, som vi kastede i ilden nævevis. Sammen med os var ogsaa min skriver, og paa hans hals saa jeg saa mange, at hans kjød var afgnaget lige til senerne, og jeg tror, at det var den hovedsageligste grund til hans død. Medens vi var i denne ynkelige forfatning, døde tre af os. Det var spaniere, kraftige og velbyggede folk. Jeg tror, de døde, fordi de havde drukket sjøvand. Af de 13, som var tilbage, havde ingen kraft nok til at bære de døde bort fra ilden, og de blev liggende der tre dage og nætter. Dog fik vi dem med møie udenfor teltet, og det var en smule lettelse. Efter 11 dages forløb gik min tro tjener for at samle skjæl, da der ikke var andet at finde; det hændte da, at han yderst ude paa holmen fandt et lidet hus, bygget af træ, som det var skik der, og rundt huset og indenfor det var der gjødsel efter kjør. Det var tydeligt, at der nylig havde været husdyr, og at mennesker pleiede at færdes der. “Dette gav os ikke lidet haab. Vi bestemte os til at gaa didhen for at finde ly og faa tag over hovedet