Åpne hovedmenyen

Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/890

Denne siden er ikke korrekturlest


88O NoRn1.AN1)s AnT. Tre af folkene var saa medtagne og nær døden, at de ikke kunde gaa. Vi 1O lagede da hører af ved fra vor baad, og jeg gik afsted med et krusifiks og et lidet helgenbillede, som jeg aldrig skilte mig med. Vi drog afsted til det omtalte hus, ogi den dybe sne var det tungt for mig, der var svagere end de andre, at komme did, skjønt det ikke var mere end 1îZ2 miglie fra det første sted. Da vi var komne didind, syntes vi det var en stor hjælp, da huset beskyttede os mod vind og sne. Da vi havde gjort rent saa godt vi kunde, lagde vi os til der og talte os imellem om, at der maatte være et beboet sted i nærheden, men at de vistnok kun om sommeren kom did for at se til sine dyr, thi gjødselens udseende viste, at der havde været dyr der for længe siden; det var forstandigt og nødvendigt at gaa og speide, men ikke nogen af os kunde komme op paa det nærmeste fjeld, da vi var saa kraftesløse. Da- vi stadig blev plagede af hunger, gik vi langs stranden under en klippe for at søge vor sædvanlige mad, skjæl og muslinger. Vil flyttede til hint hus en torsdag, og saa kom Iørdagen, som var en velsignet dag for os. Da alle, undtagen jeg, var gaaet afsted for at søge efter skjæl, fandt en af os en uhyre stor fisk, som laa paa stranden og som kunde veie omtrent 20O pund; den saa ud til at være død ganske nylig. Hvorledes den var blevet kastet op der, det ved vi ikke, men vi maa vel tro, at den naadige Gud har raadet det saa. Den, som fandt den, raabte paa sine kamerater og fortalte dem om det lykkelige fund. Da de havde delt fisken i flere stykker, bar de den til huset, hvor jeg havde gjort op en smule ild, og man kan tænke, hvor glade vi var. Straks gav vi os til at koge endel af fisken, og det lagde vi i en kjedel, som vi havde, og endel af fisken stegtes paa de faa gløder. Da nogle andre af vore folk kom til og med forbauselse mærkede en saa uvant lugt, kunde vi, rasende sultne som vi var, ikke vente til alt var kogt, men begyndte at spise, og i fire dage aad vi os mætte uden at holde maade. Men da vi saa, at fisken begyndte at minke, besluttede vi at dele den i lige dele for fremtiden “Men der er noget, som nu maa omtales. Da tre af vore folk, som fra først af var blevne tdlbage, saa, at vi var dragne bort, kom en af dem for at søge os og traf os, efterat vi havde fundet fisken. Da vi saa ham komme ind, var en af folkene saa ond, at han gav det raad, at vi ikke skulde lade ham, som kom, faa smage fisken; han vilde ogsaa med magt drive ham bort. Men med rimelige ord raadede jeg ander- ledes og bevægede alle til at give ham del i fisken. Han blev da den nat hos os. Derpaa gik han den følgende dag hen til de to, som havde været sammen med ham, og indbød dem