Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/891

HISTORIE. 88 1 til at dele den gave, som Gud havde sendt os, kom de for at spise. Og som følge af den bestemmelse, hvorom ovenfor er for- talt, og som blev truffet fire dage efter fundet af fisken, varede denne i 1O dage og hjalp os ikke alene mod sulten, men gav os ogsaa kraft i vor svaghed. Hvad mere er, saalænge fisken varede, var der saa uroligt og stormfuldt veir, saa vi slet ikke vilde have faaet nogen hjælp af skjællene, som vi pleiede. Vi forstod der- for, at Gud havde sendt os fisken for at frelse os. Da den var spist op, tog vi igjen fat paa vort arbeide og søgte som før skjæl, som gav os en smule nær-ing. Nu skal fortælles, hvorledes det behagede vor Frelser paa vidunderlig maade at hjælpe os ud af de store lidelser og for- tvivlelsen;det gik saaledes for sig. Der var 8 miglier borte en ø, paa hvilken der boede fiskere, og en af disse havde to sønner. Paa det øde sted, hvor vi befandt os, havde de ved et fjøs oppe paa fjeldet noget fæ gaae11de paa græs. Den ene af sønner-ne drømte tydelig, at fæet var styrtet ned paa den kant, hvor vi var. Da han havde fortalt om sit drømesyn til sin fader-, besluttede denne at reise did sammen med sine sønner i en baad for at se, om der var noget paafærde. De kom saaledes om morgenen til stranden, ganske nær vort opholdssted; de to sønner gik iland, og faderen blev tilbage i baaden for at passe den. Da de saa, at det røg af det hus, hvor vi var, gik de hen imod det, idet de talte om, hvad denne røg fra det ubeboede hus betød, thi de kunde ikke tænke sig, at der fra nogen kant var kommet folk did paa den aarstid. Tilfældigvis naaede lyden af menneske- lige stemmer først en mand af vort følge, som hed Christoforo Fioravante. Han sagde da forbauset: «Hø1-er I ikke menneske- stemmer-?» Da svarede vor baadsmand: «Det er disse forbandede ravne, som venter paa vor død for at æde os, som de har gjort med vore kameraters kroppe.» Men da det kom nærmere, blev det klart for alle, at det var menneskers stemmer. Vi gik da mod døren i den tro at faa et uventet haab opfyldt. Da vi saa dem, blev vi glade og fulde af mod. Men de, som saa os ukjendte folk i saa stort antal, blev en tid lang staaende for- bauset og stumme. Da de af vore fakter og blide ord forstod, at vi var skibbrudne folk, der trængte hjælp, begyndte de at tale til os; de nævnte navnet paa sin ø og mange andre ting, men vi forstod ikke noget. To af os, som haabede at finde noget mad, gik ned til baaden, men de fandt ingenting der, og da de kom tilbage til os, udtalte de den mening, at baaden var fra et beboet sted nær ved eller fra et skib, da de ikke havde noget mad med. Vi besluttede da, at to af os skulde reise bort med baaden, thi flere kunde den ikke rumme. Da nogle mente, at vi burde beholde den ene fisker, forat vi kunde blive hjulpne 56 - Nordlands amt II.