Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/894

884 NORDLANDS AMT. og gik et pileskud nøgne til badstuen og var sammen med mæn- dene. De er, som jeg har sagt, meget fremme kristne, og de for- sømmer ikke at høre gudstjenesten om søndagene. Naar de er i kirken, ligger de stadig paa knæ under bønnen, de mumler aldrig, de forbander heller ikke de hellige og nævner ikke djæ- velen. Naar en af deres paarørende dør, holder hustruerne paa begravelsesdageu et stort gjæstebud for alle naboerne, og disse kommer da i sine bedste klæder, hver efter sin skik og evne. Den afdødes hustru klæder sig i de vakreste og kostbareste klæder, hun har, og beværter de indbudne og opmuntrer dem ofte til, at de skal gjøre sig tilgode for den afdødes sjælefred. De faster altid paa de bestemte dage; alle de fester, som aarlig kommer igjen, overholder de kristelig og fromt. Deres huse er byggede af træ og er runde. De har kun et vindu, og det er midt i taget, og da der om vinteren er streng kulde, holder de det dækket med skind af nogle store fiske; de har tilberedt skindet saaledes, at der kommer meget lys. De bruger klæder af grov uld fra London og andre steder; de bruger ikke skind undtagen ganske enkeltvis, thi de vil vænne sig til det kolde k1ima, og de har ogsaa stor evne til at udholde kulden. Naar de smaa børn er fødte og er blevne fire dage gamle, lægger de dem nøgne under lysgluggen, som de har aabnet, forat sneen skal falde paa dem. Hele vinteren fra den 5te februar til den l4de mai, saalænge vort ophold varede, sneede det næsten stadig. De børn, som kommer udover barne- alderen, er saa hærdede og vante til kulden, at de som voksne bryder sig lidet eller intet om den. Man kan tænke sig, hvorledes vi, som var saa daarlig klædt og uvant til en saadan egn, maatte føle det, især paa hellig- dagene, naar vi gik til kirken, som var en ha-lv miglie borte. Vi taalte dog med Guds hjælp alt. ; Om vaaren kom der til denne ø utallige vilde ænder og byggede reder paa øen; de lagde sig ganske nær“ husvæg-gen. De var saa tamme, da man aldrig skræmte dem; konerne ihu- sene gik hen til redet, og da lettede fuglen ganske rolig paa sig, saa der kunde tages flere eller færre æg, eftersom konen øn- skede. Af æggene lagede de pandekager til os. Naar man gik bort fra redet, vendte fuglen did tilbage og lagde sig til at ruge. Paa anden maade fo1-styrrede man dem ikke. Vi syntes dette var meget merkeligt, ligesom saa mange andre ting, som det vilde være for langt at fortælle. Denne ø laa vest for Norges yderste pynt i en afstand af 7O miglier; det er et vildt og fjernt sted, paa deres sprog kaldtes det verdens en(le, idet det er lavt over vandet og fladt med undtagelse