Åpne hovedmenyen

Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/900

Denne siden er ikke korrekturlest


89O NORDLANDS AMT. gav han mig venlig 4 nobeler og lod os saa drage videre til London. Men jeg vil ikke forbigaa, hvad der hændte mig den dag, jeg gik iland fra skibet i Lisla; da syntes jeg, at jeg var kom- met ud af helvedes dyb. Jeg følte mig saa fuld af taknemme- lighed og glæde, at jeg ikke kunde sove om natteh; jeg takkede Gud og græd af rørelse. Vi reiste fra Lis1a i en baad paa en elv og kom til Cambridge, hvor der er universitet med flere fakulteter. Søndag gik vi i messen i et anseeligt kloster. Medens jeg hørte messen der, kom en munk fra nævnte sted af den hellige Benedettos orden hen til mig, da det syntes ham, at jeg stod over de andre. Han sagde paa latin til mig, at han efter messen vilde tale med mig. Da messen var forbi, kom han straks og førte mig alene til et afsides sted i kirken. Da han havde spurgt om min nation og om de hændelser, som var overgaaet os, gav han mig 16 scudi i haanden; han sagde, at han ogsaa tænkte paa at reise til den hellige grav, og at han vilde komme til Venedig og opsøge mig der. Da jeg havde faaet denne gave og takket ham paa passende maade, forlod han mig, og jeg opmuntrede mine fæller og fortalte dem alt. Da jeg havde betalt opholdet med denne gave, begyndte vi igjen alle at takke Guds godhed, fordi vi ikke en dag, efterat vi var reist fra det øde skjær, havde lidt mangel paa mad, selvom der mang- lede penge og gods, men altid havde naaden været beredt for os paa rette tid og sted. Da vi var reist fra Cambridge, kom vi den følgende dag til London. Jeg sendte min baadsmand med to andre dihen et par timer i forveien. Og da vi havde underrettet nogle kjøb- mænd af vor nation om, hvem vi var og om vor reise, kom hr. Vettor Cappello med de andre os imøde langt fra London ifiere miles afstand og ventede paa os. Hvor stor vor glæde var, da jeg traf dem, vil enhver forstandig mand forstaa; de omfavnede mig og græd af rørelse; det forekom dem, som de havde gjen- fundet den fortabte, og jeg syntes, jeg var opvakt fra døden til livet; de ledsagede mig og førte mig til sine huse sammen med de andre af mit følge, som om det skulde være deres eg-ne, elskede brødre. Den ædle, brave hr. Zuan Marcanuova kom for at besøge mig, da jeg ikke kunde gaa ud; han trykkede mig glad til sit hjerte, idet han omfavnede mig. Derpaa førte han med sig de stakkels adelsmænd fra Kandia, som var i mit følge, nemlig hr. Francesco Querini, hr. Piero Gradenigo, hans nevø. Disse kunde ikke faa det bedre; de var svage og medtagne af den lange reise, og hvis de ikke havde faaet en saa kjærlig og god pleie, vilde de kunne have sat livet til. De fik nu tilhold i dette hus og den omhyggelige pleie, som de trængte til. Jeg