Åpne hovedmenyen

Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/902

Denne siden er ikke korrekturlest


892 NORDLANDS A1æ1T. «Beretning nedskrevet den 14de december af mig Antonio di Chorado de ()ardini fra FirenZe, efter hvad der er fortalt af hr. Cristofal, styrmand, og hr. Nicolo di Michiele, skriver paa det ulykkelige og forliste querinske skib, som gik under paa den lange reise til Flandern efter forfærdelige og uhørte ulykker, hvilket indtraf i aaret 1431.» Skjønt vi stadig ved talløse hændelser og undere faar paa- mindelser af vor Herre Gud kun for at bøie vort haarde sind, saa hjælper det dog lidet eller intet. Her vil jeg dog, for at virke paa vor tids sjøfolk, fortælle om en skrækkelig reise med talløse farer i den yderste nød, en reise, hvilken er ganske ene- staaende. Denne reise foregik med et armeret venetiansk skib, med en drægtighed af 70O botter (omtrent 700 tønder). Det blev udrustet paa Kandia og blev der ladet med vin og andre varer for at seile til Vesteuropa. Skibet stod under den vel- baarne hr. Piero Querini, søn af hr. Francesco fra Venedig; han havde 68 mand paa skibet. Efter ikke faa uheld kom skibet den 9de november 1431 kl. 3 om eftermiddagen til mundingen af den flanderske kanaI og seilede da mod øst. Det var da omtrent 140 italienske mil fra en ø, som heder 0santi (Ouessantl. Ved middagstid loddede de der en dybde af omtrent 75 favne. De seilede fremdeles videre, og mod aften forsøgte de igjen og fandt omtrent 9O favne; ulykkeligvis fandt vi, at der var brukket fem jernhager agterud paa roret. En del af jernringene ved roret var knust, og for at kunne bruge det, forsøgte vi med stor møie at anbringe det paa den gamle plads, med fem nagler. Skibet gik stadig i vestlig og nordvestlig retning med østlig vind. ’ Den l1te samme maaned (november) var vi ud for øen Irland, paa høide af Chierra (Clear), 60 mil af, idet vi stadig gik for vinden, og der mødte vi to skibe fra S(’l1lI1Xe, lastede med salt paa vei til Irland. Vi søgte at komme hen til dem for at tale med dem, og det lykkedes os med møie at faa samtale lidt med det ene skib. Det var klart, at de ikke havde mindre lyst til at komme i forbindelse med os end vi med dem, saa hvis veiret havde tilladt det, vilde vi let have faaet den hjælp, vi trængte I lysningen den 12te tog veiret endnu mere til istedet for at give sig, og den voldsomme sjø brækkede det daarlige ror og løsnede det fra jernene; de greier, vi havde søgt at hjælpe det med, knustes, og roret blev hængende paa skraa. Som sidste hjælp bandt vi det fast med en trosse og slæbte efter den roret som en unyttig træklods 250 mil og mer end det. efter skjøn. Den 15de om morgenen havde vinden lagt sig noget, og med møie drog vi da ombord paa skibet det store og uhaandterlige rortræ, som vi havde forsøgt at stelle paa til vort brug, idet vi