Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/903

H1sToB1E. 893 mente ved tid og leilighed at kunne faa indrette det, saa vi kunde bruge det. Men til hurtig nødhjælp forsøgte vi at for- færdige to latinske ror af en mast og en midt1-aa (en raa havde vi i reserve), idet vi satte dem paa passende steder. Tvungne af nødvendighed mere end af vor gode vilje indrettede vi os saaledes, og for at hjælpe os frem kastede vi i sjøen to slæbere, som var temmelig tjenlige til at gjøre modstand imod havets strøm og vindene, som tvang os mod vor vilje til be- standig at drive for vinden, idet vi af og til brugte sei1ene, saa godt vi kunde. Saa seilede vi fra den 20de november til den hellige jomfru Katharinas nat, som er den 24de november. Da brækkede sjøen vore to nylagede ror. Men stormen nøiede sig ikke med dette, men tog størstedelen af vort gode seil til styrbord. Vi blev derfor ved daggry nødt til at tage ned den tomme raa; resterne af det iturevne seil satte vi sammen med et andet seil, men det var ikke stærkt nok for slig storm. Det var et reserve- seil, som vi satte ind. Stængerne til de to ødelagte ror, som nu ikke gjorde nogensomhelst nytte, tog vi op, og af stykkerne forsøgte vi i vor nød at sætte sammen, hvad der heller kan kal- des en skygge af et rer end et virkeligt ror. Dette satte vi istedet, slig som vi kunde. Dette ror holdt ikke længere end til 26de november. Da tog sjøen det, og vi mistede ethvert haab om at kunne regjere fartøiet. Den 27de november, da vi var ængstlige for vor farlige sti1ling, tænkte vi at kaste ankeret. Vi tog lodskud for at prøve dybden, og vi fandt om morgenen, at den var omtrent 80 favne, men vi havde haabet en mindre dybde. Om aftenen fandt vi omtrent 120. Før natten bandt vi da til det største reserve- anker tre tauge, det ene efter det andet for at naa ned til saa stor dybde, og saa kastede vi ankeret i haab om at faa grund. Og der slingrede vi til den syvende time i den skrækkelige nat. Stor-men blev værre og værre, og ankertauget skamfilede imod det nye skib, og traadene i tauget svækkedes, saa at der var lidet haab om, at det skulde l1olde. Vi kappede da tauget, og dette blev begravet i havet under ængstlige anelser. Den 29de november fortsatte det paa samme maade, og det blev stadig værre og værre, og vinden tog vort andet seil fra raaen. Som et sidste middel tog vi resterne af det første seil, og hvad der var tilovers af dette andet, og af disse satte vi sammen et slags e1endigt seil. Med den smule hjælp, vi havde af det, seilede vi ængstlige til den 4de deeember, den hellige Barbaras dag. Den 4de december fritog vor fiende stormen os for alt arbeide med seildug eller seil, thi den tog ubarmhjertigen alt- sammen med sig af det, som bar navn af det tredje seil.