Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/906

Denne siden er ikke korrekturlest

896 NORDLANDS ’AMT. var i behold, følgende: 300 pund beskøiter tilligemed rester af beskøiter, 8O pund ost, men ikke af bedste sort, 8 pund skinke, 8 pund olje, 4O pund fedt. Og desuden, da skibet havde saa meget vin inde, bragte vi ombord i baaden 7 kardeller vin; mere var der da ikke plads til. Desuden fik de med lidt kjøkken- udstyr, som de trængte. Ligedan gik der i skibsbaaden, da den var udrustet, 45 mand, og blandt dem den før nævnte fører. De fik i samme forhold sin del af de nævnte sager. Dertil kom lidt citronsaft og ingefær med nogle specerier, som tilfældigvis blev bragt ombord. Efter vor mening var vi da 500 mil fra den nærmeste ø. Vi var nu ombord i de skrøbelige baade og havde forladt det øde, lemlæstede skib. Da vi reiste fra det, haabede vi at blive kvit vore gjenvordigheder og at skulle seile med held. Vi drog da afsted sammen med de andre til kl. I i den mørke nat Alle var ved godt mod, da det gik godt i begyndelsen. Men efter det første held fulgte de værste uheld og endte med, at vi for altid mistede vore fæller, som var i fare i den stakkels lille baad. Selv om vi i den mørke nat ikke kunde se dem, haabede vi dog den følgende morgen at faa øie paa dem i behold. Den l9de december ved daggry saa vi ikke noget til vore ulykkelige fæller, og vi anede deres ulykkelige skjæbne. Vi blev (la grebne af frygt og bange tanker om deres skjæbne. Morgen- timerne kom da og livede os op. Men det lod ikke til, at sjø og vind, som vi stadig havde at kjæmpe med, vilde skaane os, skjønt vi havde byttet baad. Det blæste stærkere og stærkere og vildere og vildere, og den nævnte dag kl. 10 aften styrtede en høi sjø med vælde over vort lille fartøi agterfra og førte bort vor tro ror, hvortil vi havde sat vor lid. Hvor sjøen slog ned med kraft, gav to randbord sig, og baaden var mere tynget af vand end af sin last. Idet vi hjalp til med aarerne, som vi brugte som ror, drog vi afsted, idet vi maatte rette vor vilje efter det 1unefulde hav, og vi hjalp til med aarerne i haab til Gud. Hjælpeløse seilede vi afsted, og baaden arbeidede haardt og tog ind meget vand. Det var da nødvendigt at øse den med haandkraft. Vi kom da til at øse ud sammen med vandet adskillige ting, medens baaden rullede. Ulykkeligvis havde vi i vore bestræbelser for at redde os skilt os saavel med vin som med vand. Da vi forlod det med vin vel forsynede skib, havde vi havt overflod til eget brug. Nu i vor store nød fandt vi, at der ikke vilde være mere end en kop om dagen til at kvikke os. Hver fik det, som tilkom ham, og den, som vilde have mere at drikke, maatte tage sjøvand, en drik, som var usund og død- bringende. Det holdt ved i 8 dage, men ikke mere; da vi saa kom i yderligere mangel, satte vi rationen af vin til en halv