Åpne hovedmenyen

Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/908

Denne siden er ikke korrekturlest


898 NORDLANDS AMT. heder. Derfor forsøgte vi at seile høit op til vinden, men da vi ikke kunde det, seilede vi forbi der og mistede landet helt af syne. Den 5te samme maaned fik vi se et andet skjær i1æ. Da vi havde faaet øie paa det, anstrængte vi os af alle kræfter for at naa det. Da vi var til luvart af det og langt fra det, heisede vi seil for at naa did, og omkring den tredje time paa natten var vi lige ved, og maaske kunde det have gaaet os ilde, hvis ikke vore skarpsynede udkigsmænd havde opdaget et skjult skjær. Disse gav i fart underretning til vore beængstede rormænd, og de styrede os paa siden og undgik forlis og fare. Vi kom neden- for det farlige skjær. Ved dette varsko var vi paa en mærk- værdig maade kommen ind mellem to skjær paa et sted med blød bund, som ikke havde større plads end for vor medtagne baad. Til alle sider var der fuldt af klipper og ikke farbart. Did kom vi med Guds hjælp, og han frelste os fra faren. Skjønt der var meget vand i den lække baad, øste vi den dog let. Det syntes at være en Guds gave, at vi efter de store anstrængelser havde saapas magt i sjæl og legeme, at vi kunde gjøre dette. Da vi saa seilede efter et høiere skjær, fik vi øie paa en trang dal mellem to fjelde. Da vi vilde seile ind der kl. 3 om natten, hindrede havet og sjøen os. 0pmuntrede ved det nære lysende haab fik vi kraft og greb aarerne, som saa længe havde hvilet. Roende naaede vi ved Guds hjælp ind til begyndelsen af den før nævnte dal, netop paa det mindst farefulde sted. Saasnart baaden rørte den fugtige sand, kastede 5 af vore led- sagere sig uden videre i sjøen, idet de tragtede mere efter vand end efter noget andet. Vandet naaede dem over brystet, og de kom helt under, men det brød de sig ikke om og arbeidede sig iland henimod sneen, som ikke var langt borte. Af sneen spiste de meget begjærlig; de var paa forhaand gjennemvaade, og de blev trætte, men ikke mætte. Dernæst bar de hen til os en mængde sne, og vi spiste den med samme glæde som den, hvor- med den saarede, af jægerne jagede hjort søger vandet, naar den kommer til kilden. Dernæst holdt vi paa at passe baaden mod bø1geslaget hele natten, thi den var meget medtaget Efter vor mening havde vi i 18 dage fra den første dag i denne ulykke- lige baad til den dag 6te januar altid drevet afsted mod nordøst eller øst med en fart af ikke mindre end 5 mil i timen til stadighed og tilbagelagt ikke mindre end 25OO miglier eller saa omtrent. Den 6te januar, netop paa dagen for høitidligholdelsen af Epiphania-festen, kom vi til det øde sted, som kaldes Santi (Sandø). Den er ubeboet og ligger paa kysten af Norge, som hører til kongeriget Danmark Vi gik da iland kun 18 mand,