Åpne hovedmenyen

Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/910

Denne siden er ikke korrekturlest


9OO NORDLANDS AMT. Saaledes levede vi l3 dage knapt og i den yderste nød. Den ene vogtede paa den anden, og vi levede et liv som gjeter og vilde dyr. Medens vi paa denne maade førte et saa elendigt liv, hændte den ulykke, at 5 af vore fæller i den større hytte, hvor ogsaa føreren var, udaandede sin stakkels sjæl og blev liggende døde mellem os. Vi maatte lade dem blive liggende, idet vi kun fjernede dem en smule fra os, da vi var saa medtagne, at vi ikke var istand til at bære dem bort og heller ikke til at begrave dem. Paa grund af den haarde kulde og ved den sult, de havde været udsat for, mærkede vi ingen liglugt af de døde legemer, og der kunde heller ikke være det. I den grad var vore maver tomme og fri for indhold, at de ikke kunde komme i uorden eller forurense. Desuden er at berette, at neppe havde vi taget den frosne sne i munden, før det igjen blev sendt ud ad den vei, som føden pleier sendes. Men saa fort gik det og saa slappe var vi af den kulde, vi havde taalt, at der lidet eller intet ophold var. før udtømmelserne kom. Det hændte meget ofte, at trangen til afføring kom, men der var ikke tid til at reise os op og gaa ud og lette os. Vi maatte da i vor elendighed mod vor vilje lade det falde ved vore reisefælIers døde legemer. I vort kolde opholdssted var vi nødt til at leve, som om vi var sammensyede, og laa udstrakte ved siden af hinanden. Taget paa vort opholdssted var dækket med en del af vort gamle seil, medens siderne var tætte, og saa holdtes al røgen inde. Det skaffede os varme, saa vi var snarere fornøiede med det end generet deraf. Men efter et par dages forløb tiltog røgen, og den fordelte sig ikke; den bevirkede, at leddene og desuden øinene svnlmede op, saa vi næsten ganske mistede evnen til at gaa og se. Da vi stadig blev mere og mere skidne og fik mere og mere smuds paa kroppen,og da vi ikke kunde røre paa os i vor kraft- løshed, blev vi saa fulde af utøi, at der var mere af det paa vor krop, end der var haar. Utøi kastede vi nævevis paa ilden. Jeg tror, at en ung mand, som var skriver, tilslut døde af dette utøi. Paa den ubeboede og ukjendte ø fandt tilfældigvis nogle af vore fæller en ensom, gammel hytte. Den var før brugt af gjætere og stod der for engang at bruges til vaaren. Den laa ved stranden paa vestsiden af øen, omtrent en og en halv latinsk mil borte fra vort første tilflugtssted. 6 af os 8 gjenlevende drøftede da, om vi, for at faa det bedre, skulde flytte derover, medens to andre fæller blev i den gamle hytte, da de ikke kunde gaa og vi ikke var istand til at føre dem. Det var