Åpne hovedmenyen

Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/912

Denne siden er ikke korrekturlest


902 NORDLANDS AMT. ud af det. Saaledes kunde den menneskelige natur, som kan nøies med lidet, opholde livet til den sidste januar. Nogle af kulden størknede spor af, at denne vor hytte før havde været et tilholdssted for husdyr, lod os haabe, at den vilde blive benyttet næste vaar. Dette gav os et sikrere, om end sildigt haab om en heldig udgang, og saaledes fandt vi nogen modvægt mod vor ængstelse. Da vor skaber og naadige Gud syntes, at det var paa tide at føre sine trætte faar tilbage til den frelsende havn og til at skjænke os livet, var det ikke vanskeligt for ham. Aaret forud havde en fisker og bonde paa øen Rusente (Røst), 6 miglier fra vor ø, mistet to kalve, og han havde ikke hørt noget mere til dem og ventede heller ikke at faa dem igjen. Ved et guddommeligt under lik en søn af nævnte fisker et drømmesyn med fast tro paa, at deres to kalve netop var paa den ø, hvor vi havde lidt skibbrud, og netop paa vestsiden, hvor saadant aldrig“havde hændt før. Den nævnte gut, som var 16 aar, bad sin fader indtrængende om at blive med og fik overtalt en broder til at følge med og søge efter de to bort- komne kalve. Efter megen snak og megen modsigelse drog disse 3 afsted paa en fiskerbaad. De landede netop nedenfor os, og det rare var, at de kom netop der og ikke paa hvilketsomhelst andet sted af øen. Da de var gaaet iland der, lod de sin gamle fader være igjen i baaden for at passe den. De gik saa til det sted. som var seet i drømme, for at finde, hvad de søgte; de saa da røg stige op paa det sted, hvor de havde sit fjøs. Da blev de bange og undredes paa, hvem det kunde være, hvorfra folk kunde være komne, og paa hvilken maade det kunde gaa til, at der kom røg paa et saadant sted paa den tid af aaret. Da de forstod, at det maatte komme fra folk, var de endnu mere forbausede. For at faa paa det rene, hvorledes det hang sammen, raabte de paa sit sprog noget, saaledes som det kunde falde sig ved denne mærkelige hændelse. Vistnok hørte vi noget, men da det var urimeligt og ikke sandsynligt, at det var folk, saa tænkte vi snarere, at det var skrig af ravne end menneskelige stemmer. Dette troede vi, saa meget mere som vi faa dage før havde seet mange ravne samlede for at rive istykker de stakkels lege- mer af vore døde kamerater. Men da Stemmerne stadig kom nærmere fra de brave unge mænd, som var sendt af Gud for at frelse os, blev det mere og mere tydeligt for vore læng- tende øren, og vi forstod, at vi havde taget feil, og at det var menneskelige stemmer. Da gik Christofal Fioravante ud af hytten, og han saa de to gutter og skreg til sine fæller: «Kom hid, folk, her er to