Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/913

HISTORIE. 908 karer.» Vi reiste os da i en fart og gik henimod dem; da de kom os nærmere og sikkert saa dette uventede syn, blev de meget forbausede og undrede sig; de saa paa hverandre og var helt betuttet, idet de var bange for livet. Vi, som kviknede til ved tanken paa at redde livet og blev styrket ved det sikre haab, viste dem ved ydmyge tegn og ge- bærder en adfærd, som maatte fjerne enhver mistanke. Snart tænkte vi paa at beholde den ene eller begge hos os og snart paa at reise en eller to med dem. Men den hellige aand raa- dede; da vi ikke forstod dem og de ikke os, gik vi venlig hen til deres fader, som ventede i den ene baad, de havde. Da han havde seet os, og da han af sine sønner var blevet under- rettet om den mærkelige hændelse, saa han“ først efter i baaden, om der var nogen levnetsmidler, idet han uden tvivl gjerne vilde føre os afsted. Men kun hovmesteren Corado de Lione og Cholla d’Otranto, to af vore fæller, som var mest bereiste og dygtigst i sprog og mest kjendt i vesten, forlod os og reiste med nyt haab om frelse. De havde forstaaet, at vi var skibbrudne, havde seet lev- ningerne af vor gamle baad og de faa skibsredskaber, som vi havde igjen. Vore nødtørftige klædningsstykker var ogsaa af en bedre slags, end de bruges af vilde og bønder, saa den gamle, forstandige mand forstod, at vi var skibbrudne og trængte hjælp. Vi vendte glade tilbage til vort kolde fjøs. Der strømmede sammen mange folk, da baaden landede paa Røst. Da de saa vore fællers udseende, deres adfærd og deres klæder, blev alle fiskerne forbausede, og end mere, da de fik høre om deres hændelser. Da de var komne iland, forsøgte de forgjæves i forskjellige sprog at gjøre sig forstaaelige; til- slut var der en tysk præst af prædikerordenen, som henvendte sig til en af vore to fæller; de forstod hverandre noksaa godt paa tysk, og paa den maade fik de vide, hvem de var, og hvor- fra de kom, og paa hvilken mærkværdig maade de var naaet did. Derefter fortalte præsten det i kirken den følgende dag, hvor- ledes det hele var gaaet til, og opfordrede hver mand til at støtte og hjælpe. Vi var blevne tilbage forventningsfulde og i den tro, at vi allerede den følgende morgen skulde faa se den baad, som var draget afsted, komme for at føre os tilbage i sikker havn. Da den ikke kom, opstod der forskjellige tanker hos os, enten at dette var skibsbaaden fra et større skib, som var kommet hid i en eller anden forretning, og at de derfor var vendt tilbage, men ikke vilde komme igjen til os. Den anden tanke, som op- stod, var den, at maaske var alle eller vore to fæller omkomne,