Åpne hovedmenyen

Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/914

Denne siden er ikke korrekturlest


904 NoRm.ANns Am‘r. især da vi saa, hvor liden afstand det var i forhold til den lange tid, to dage. Vi var dybt nedslagne og tænkte saa lidet paa at arbeide for at opholde livet, at vi uden at søge spise tilbragte time for time, idet vi som mad brugte gammel talg og fedt fra det for- ulykkede skib, og det kogte vi i snevand. Efter den katholske præsts opfordring kom indbyggerne den 3dje februar fra Røst med 6 baade fulde af al slags drikke, som de brugte, og for at give os mad. De havde til hensigt at føre os til sine vel forsynede huse for at gjøre os, medtagne som vi var, friske, og det trængte vi nok til. Paa den nævnte dag fik vi da mad og blev saa ledsagede til baadene. Der blev givet os al mulig hjælp, men denne god- hed var for rigelig, og vor store glubskhed var farlig-. Fra dag til anden havde vi en følelse lig hans, som alt har halsen i strikken og løftes, og som da ved et hug af sværdet over den spændte strikke pludselig ser sig uskadt. I vor lille l1ytte var de to fæller, som ikke kunde være med, og som intet havde hørt om alt dette. Vi fortalte da om dem til de katholske bønder og ligeledes om vore l4 døde fæl- ler, som laa ubegravet. Fiskerne tog sig da af sagen og afholdt med præsten en ordentlig gudstjeueste. Med vakre salmer og kor-set drog de afsted med flere baade for saa snart som muligt at begrave de døde, men især for at føre til frelsens havn de to ulykkelige, som laa elendige igjen i hytten. Da de kom til øen, viste de vore allerede døde fælIer den sidste kjærlighedshandling. Forudenldem begravede de ogsaa en af de to, som var blevne tilbage Ham fandt de død i hytten. Den anden udsultede mand blev styrket og trøstet, men med- taget af sin ulykke og nød var der lidet liv i ham, da de førte ham til Røst, og der maatte han lade sit liv. Liget blev be- gravet af præsten og af folket paa Røst med sorg og under taarer. Da vi 1l var komne til Røst, gik vi iland og op til huset, hvor den fisker, som først traf os, boede. Da vi var komne ind, optraadte vor kloge fører, hr. Piet1-o Querino, af klogskabs- hensyn meget underdanig. Da han saa fiskerens kone, vilde han nemlig opføre sig mod hende som en høit-staaende dame og kastede sig ned for hendes fødder for at kysse dem, en skik, som var ukjendt paa det sted. Vi blev modtagne af hende og af alle i huset, som om vi var deres egne. Der bor omtrent 12O mennesker, som alle er fiskere. De bor i 12 huse eller snarere hytter. De har ikke nogen anden næringsvei end fiskeri. Alle har færdighed i at lage net, ruser,