Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/923

H1sToR1E. 913 I slutningen af det l6de aarhundrede gjorde Svenskerne fordring paa overhøihedsret ikke alene over alle finner baade i Norge og Sverige, men ogsaa over selve landet i det nordlige Norge indtil Tysfjord eller Titisfjord. Om disse vidtløftige stridigheder, der førte til Kalmarkrigen og til freden i Knærød i l613, er berettet i Finmarkens amts beskrivelse (bind II, pag. 704 til 720). Skreifisket skal efter en paastand i «Den norske So» være gaaet tilbage i slutningen af det l6de aarhundrede. Skreifisket siges at have slaaet feil i 1601, 1627, 1628 og l629. I l618 var Nordland haardt hjemsøgt af en epidemi. I 1634 var det uaar, og folk paa Helgeland sultede ihjel. Men værst blev det i l635. 1 dette aar var det grønaar paa landet og naar paa sjøen, og hele vinteren l635-36 igjennem rasede voldsomme storme, som voldte mange forlis. - Da Trondhjems len ved freden til Roskilde 1658 blev af- staaet til Sverige, blev Nordlandene og Finmarken geografisk skilt fra det øvrige land. Stiftets biskop Erik Bredal forlod da Trondhjem og drog op til resterne af sit vidtløftige bispedømme. Besættelsen af de rige nordlandske præstekald gav i aarenes løb anledning til alslags stridigheder og uvenskab. Da saaledes den gamle præst iBrønnø, hr. Hans Mogessøn, døde i l665, blev kapellanen, hr. Henrik J enssøn, valgt til sognepræst mod løfte om at ægte den afdødes datter. Biskop Erik Bredal havde hidtil været kapellanens ven og velynder, men han undte sin svigersøn, mag. Jens a Møinichen, bedre det fede kald og udvir- kede et kongebrev paa embedet for denne. Menigheden og præsteenken sendte da en forestilling til regjeringen, hvori det heder, at helt siden Luthers og reforma- tionens tider havde den samme præstefamilie, enkens forfædre, boet i Brønnø præstegjeld, alle havde været fromme folk, og der- til havde de ogsaa sat til sine midler paa bygning af præste- gaarden og reisende folks nnderhold baade af øvrighed og under- saatter; alle, som reiste nord eller syd, maatte til Brønnø og laa der undertiden med mange rorsfolk paa nogle dages tid, og de fortærede frit i præstegaarden uden vederlag. Biskop Bredal havde altid givet hr. Henrik gode vidnesbyrd, til der blev tale om hans egen svigersøn; det var vitterligt for hver mand, «hvor mesterlig samme Biskop sit eget Huses Nytte med Guds HV]res og Menighedens 0pbyggelses Skin haver bemantlet». Statholder Gyldenløve tog vistnok bøndernes parti, men Bre- dal fik Møinichen beskikket. Biskop Rosing i Kristiania, der var præsteenkens søn af et tidligere ægteskab, fik senere en kom- mission nedsat i Kjøbenhavn, og denne, der bestod af statholder b8 - Nordlands amt 1I.