Åpne hovedmenyen

Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/936

Denne siden er ikke korrekturlest


926 Nom)I.AN1)s AMT. præsteka1d eller andre geistlige bestillinger antages. 1673 blev han personelkapellan i Nesne for ringe løn, og da han straks før udnævnelsen stiftede familie, var hans stilling i nogle aar trykket. Stillingen som personelkapellan betegnede han i en vise om sit liv og levnet som «et brød foruden smør». Da Præsten i Vefsen Jacob Wirtmand døde i 1678, blev Jon Hanssøn Leth, om hvem intet vides, Wirtmands eftermand, medens Petter Dass havde haabet at faa dette kald. Visselig i denne anledning skrev.han et af sine ældste digte til «Mammons Regimente og Plutonis Herredømme», hvori det heder: Mig angrer af mit Hjertens Grund Jeg Bogen skulde lære, Og det var en forvorpen Stund, Jeg Kappen tog at bære, At jeg for alt det, jeg har slidt, Fil( intet andet til Profit End Umag og Besvære. Nu, vilde Gud mig Sønner smaa End ti og ti forære, Før een af dem i Skole gaa Skal og min Middel tære, Før skal jeg fly dem Naa1 og Traad Og heller i en Fisker-Baad Ved Snøret dem oplære. I en mere fremrykket alder blev han mildere stemt og skrev: ’ Gud gjorde endog men-e, End nogen Tid jeg bad, Han lod mit Kald formere, Gav Kald paa Kald i Rad. I l681 blev han fra personelkapellan forfremmet til reside- rende kapellan i Nesne, og derved blev hans kaar forbedrede. I l689 blev han befordret til sognepræst i Alstahaug, som paa den tid var det mest indbringende kald i det norden- fjeldske Norge. Det indbefattede følgende 8 sogne: Alstahaug, Vefsen, Nesne, Hemnes, Mo, Herø, Tjøtta og Hatfjelddalen. Under sognepræsten stod i flere af disse sogne residerende kapel- laner. - Peder Claussøn omtaler, at der i Alstahaug præstegjeld var 900 til 1000 bønder, og at præsten alene i offer og offert-old fik 200 til 300 vog fisk foruden tiendekorn og tiendefisk og anden saadan rettighed. Men han havde umag med mange kapellanen som dog bønderne lønnede for en del, og han maatte med livs- fare reise til kirkerne ude paa øerne, hvor dog sognepræsten sjelden eller aldrig kom i Peder Claussøns tid, da kapellanerne