Åpne hovedmenyen

Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/946

Denne siden er ikke korrekturlest


936 NORDLANDS AMT. Neppe nogen del af Norge led saa meget ved krigen i 1807 -14 Som Nordlandene. I længer tid var veien til Bergen, hvorfra man pleiede at hente sin forsyning, stængt af engelske kaperskibe, saa at der, da uaaret kom, saagodtsom ikke fandtes korn i bygderne Sæden frøs bort, og ved St. Hanstider var fuld vinter med snefok og kuldei; det lille, som var igjen, stod grønt ved indhøstningen. Bark og græsfrø var det almindelige surrogat for korn. De handelsmænd, som vovede sig med sin jægt til Bergen, blev i regelen tagne af engelskmanden. Fartøiet blev slæbt til- havs, men da den tungt lastede nordlandsjægt var besværlig at bringe over Nordsjøen, blev den i almindelighed sluppet en del mile ude i havet, efterat det mest værdifulde af ladningen enten var bragt ombord i kaperskibet eller ogsaa styrtet overbord. Mandskabet blev da som fanger ført til England, og ikke faa nordlandske skippere med sit mandskab sad i kortere eller længere tid i den engelske «prison». Bergensleden var et usikkert far- vand i de dage. Saalænge fartøierne kunde holde sig indenfor skjærgaarden, var faren endda ikke saa stor, men naar de skulde ud i det aabne hav, f. eks. ved Stad, da skulde der god lykke til at undgaa en kaper. Derfor var især Stadhavet frygtet. Men heller ikke saa langt nordpaa som udenfor Nordlandskysten var havet ganske sikkert. c Det heder i Budstikken for 1817, at fra den tid, da krigen i l807 brød ud, stødte det uheld til for Nordland, at Lofotfisket a-ftog mærkelig, og at fangsten i de sidste 6 aar før 1817 var den mindste, som nogen fisker da kunde erindre sig. Det var før ikke sjeldent, at l2O-l3O, ja flere jægter fra Nordlandene gik fuldt lastede til Bergen, og de fleste to gange om aaret, men i de nævnte aaringer var neppe halvdelen og maaske ikke mere end tredjedelen af dette antal i farten. Af mangel paa fiskeredskaber fiskedes der mindre, og fiskevarerne blev bortgivne til handelsmanden med stort tab; saaledes gav man 24 vog rund- fisk eller 1îZ2 tønde tran for 1 tønde byg, og alt hvad der fandtes i folks eie, lige indtil gangklæder og sengklæder, skilte man sig ved for at faa føde. Der var misvækst i aaret l8l2, og fuld- stændig mangel paa sædekorn i det følgende aar fuldendte elendigheden. I disse aar omkom mange mennesker af hunger, og man tog tiltakke med fødemidler, som neppe dyr vilde nydt, skriver provsten Srhyfte, der var præst i Bodin. Paa rigsforsamlingen paa Eidsvold mødte ingen fra Nordland og Finmarken. Paa grund af de ufnldkomne kommunikationer kunde valg først finde sted, da rigsforsamlingen næsten var færdig med sit arbeide