Side:Norges land og folk - Nordlands amt 3.djvu/131

Denne siden er ikke korrekturlest


l18 NORDLANDS AMT. steder var Kvaløen, Brønnø, Tilrem og Skomo. Af almindelige ret- tigheder til skjænkning af øl og vin er der tre. Brønnø øl- og vinsamlag begyndte i 1901. En indskrænket rettighed til skjænkning af øl og vin har lokalskibet. Paa handelsstedet Tilrem eller Tilr-Hm var tidligere et meget besøgt marked med en betydelig tuskhandel med fisk mod træ- varer og baade fra indlandets skogdistrikter. Det er fremdeles et besøgt handelsstevne. Paa en uhyggelig landtunge, der stikker mod vest iTilrems- vaagen, er det bekjendte Tilrem“smarked, skriver Nor(lhuus i 1848. Fra den saakaldte Indrevaag og nordover til Finviken er et stengjærde, og hvad som befiudes indenfor samme, er markeds- plads. Grundleien var ikke ubetydelig, da der i l843 til 1845 var i gjennemsnit 203 handlende. Der har været holdt marked paa Tjøtta, men det blev ved reskript af 14de april 1747 ophævet. Straks derefter holdtes, efter Nor-dhuus, marked iMindvær, nogle øer under Mindnes, men ikke ofte; formodentlig holdtes efter den -tid marked paa Værø i Salthussundet i Brønnø, men ikke af varighed, og maaske paa den tid, da marked ogsaa blev holdt paa Krokholmen ved Torget, men dette var kun et aar. Siden den tid, omtrent 1750, synes Ti1remsmarkedet at have taget sin begyndelse, dog var det i begyndelsen af liden betydenhed. I 1848 beretter Nordhuus om Tilrem marked: Der handledes og tuskedes i forskjellige retninger; velfjor- dinger og bindølinger kom med sine skogprodukter og fedevarer, øboerne mødte med tørret og saltet fisk, tran, æg og dun. Der var en hel del overhallinger med hjemmevirket alenkram og syede mands- og fruentimmerk1æder samt saltet og røget laks, forskjel- ligt jernfang m. m. Før var disse overhallinger, som ogsaa her kaldtes døler, fordi de var fra Namdalen, efter Nordhuus, nogle oprørske og indbildske knegte, saa at endel af dem i drukken- skab og kaadhed mishandlede, hvem de fandt forgodt, og begik uordener og trodsede politiet. Efter krigsaarene 1807 til 1814, da nordlændingerne, især helgelænderne, havde været ude dels paa kanonbaade og dels paa andre u(lveie, begyndte de at reise hovedet; der blev større enighed, de lærte at kjende sine kræf- ter, bedre at skjelne mellem godt og ondt, at forsvare sig, om nødvendigheden fordrede det; de havde erfaret, at overhallingerne ikke var mere novervindelige end andre. Saa usædelige og uskik- kelige de markedssøgende af denne egn var i fortiden, saa kulti- verede og habile var de blevne i 1848, thi i de to sidste (lecen- nier havde man sjelden hørt, at de havde afstedkommet mindste støi eller uorde11. Om markedet beretter 2Vor(lh-aas videre i 1848: