Side:Norges land og folk - Nordlands amt 3.djvu/170

Denne siden er ikke korrekturlest


“ VELFJORDEN I-IERRED. Iö? her Lapskaret. øst for Storfjeldtinden gaar en trang fjelddal op til Jovøtn. Dalsiderne er, hvor de ikke er bratte, bevokset med løvskog og løvkrat; omkring bunden af Storfjord er lidt naaleskog. Nord for Storfjordens bund ligger Fage);jordklumpen, 451 m. paa grændsen mod Tjøtta; længer mod øst ligger grændsefjel- (lene Breibladet, 929 m., med Sneflel(ltinden, 1074 m. Lilleflord ender i en botndal; nord for denne fjord ligger S‘ildkovetuen, 731 m. Nord for Lillebørja ligger Draugvikhatten,- østIigere Bøx:jej)’eld, 769 m. “ TøimvasjÏjeld, 577 m, ligger paa grændsen mod Tjøtta; det syd1igere, Hjemjjeldet, 305 m., skraaner mod øst ned mod Børje- dalen og er nederst langs dalen bevokset med naale- og løvskog. øst for Børjedalen ligger Dyraasj)eld, søndre top 916 m., nordre top 908 m. Fjeldet kan bestiges fra Troldvatn. l kolde sommere kan sneen blive liggende til ud i august. Skilt fra Dyraasfleld ved et 540 m. høit skar ligger i nord ()sterdal.sffeld, 955 m., paa grændsen mod ’I’jøtta herred. Paa grændsen mod V efsen ligger Visttinderne med høider fra nord til syd l178 m., 1034 m. og 963 m. Bebygningen er spredt. Den søndre del af fjeldet, ligeoverfor gaarden Strompdale)?, kaldes Daumandsflel(let. De laveste dele af vestskraaningen mod Børjeda1en og en liden strækning omkring og nordøst for Trol(l- vatn har lidt skog og græs. Paa fjeldskraaningerne er der ellers nøgent fjeld. “Lillebørîja ender i en botn. Halvøen mellem Lil1ebørja og Storbørja er høi, Middagsj9“eld naar her 770 m. Herredets .bræer er tidligere omtalt (bind I, pag. 113). Geologi. I den indre del af Velfjorden er der glimmer- skifer med mægtige kalksten- og marmorlag paa forskjellige steder; i den ytre del af Velfjorden er gneis forherskende; gab- bro optræder paa Heggehalvøen; serpentin i et langt, men tem- melig smalt felt er der paa østsiden af Heggefjorden. I denne serpentin er lidt kromjernsten. Gabbroen mellem Heggefjorden og Sørfjorden hæver sig brat i Brataasfjeld, 406 m.; paa Hegge- halvøen er en lang kile af kalksten med marmor nær grændsen. Inde i Velfjorden er mægtige kalksten- og marmordrag; kalkstenen er graa, fører nærmere grændsen grafit, men nærmest mod grændsen er marmoren aldeles hvid. “ I marmor nær Hommelstø og lidt indenfor Rugaasnesodden forekommer wollastonit og ofte granat. Huler og elve, som gaar under jorden, er tidligere omtalt (bind I, pag. 203 f. og 466).