Side:Norges land og folk - Nordlands amt 3.djvu/214

Denne siden er ikke korrekturlest


T.1øTTA HEHHEn. 201 det efterfølgende r er blevet til l. 1ste stavelse indeholder da samme stamme, som vi har i Froan, navn paa en række øer i Frøien og paa nogle skjær sydøst for Røst, i Froa, navn paa holmer og skjær ved Aasvær og ved Trænen, i Froøen i Herlø, i Fraaholmen (Froholmen) udenfor Vikten og i Senjen, i Froungen, en ø ved Tjømø, og mulig i endnu flere navne. De indeholder en stamme -froð-, som sættes i forbindelse med oldnorsk j’roða og .frauð, fraade, skum. Navnene maa hentyde til sjøens bræn- ding, og alle de nævnte steder ligger ogsaa aabent mod bavet. Oldfund. Stenalder . . . I Broncealder. . . - Ældre jernalder . . - Yngre jernalder . . 16 W 17 Paa ]Êjøtta er fra stenalderen fundet 2 stenøkser. Fra den yngre jernalder er der flere fund, her skal blot nævnes nogle: Paa Mindnas blev fundet i en sandbanke en mængde mynter, deriblandt engelske af Ethelred, samt endel ringe af sølv. Paa Offersø skal være gjort et fund af engelsk mynt. Paa T?jøfta er i en haug fundet et skelet i siddende stilling, «hvis plads var med stene afmærket i form af en ligkiste», ved fødderne laa en sodet stenskaal, hvori der var en benterning meget raat arbeidet, l0 spillebrikker af ben, hvoraf to bevarede, en spydspids nedlagt i en træba1g, og desuden en øks. Bautastene paa Tjøtta er før omtalte (bind II, pag. 788). Der er tre kirker i Tjøtta herred: Tjøtta hoved- kirke paa den sydøstre del af øen Tjøtta, Skaalvær kapel paa den nordre del af Skaalvær og Vevelstad annekskirke paa fastlandet ved Vevelstadsundet, omtrent midt mellem gaar- dene Forvik og Elvebakken. ])øtta kirke er en langkirke af sten, opført l851, med 600 siddep1adse. þjöttu kirkja var Tjøtta hovedkirl(es gamle navn. Tjøtta kirke nævnes i reformatsen; den var annekskirke under Alsta- haug, indtil sognet blev fraskilt som eget sognekald sammen med Vevelstad Sogn ved resolution af 11te december 1861. Kirken paa Tjøtta blev i l811 truffet af lynet og brændte delvis ned. Uveiret var et af de værste, som folk havde ’oplevet, og strakte sig saa vidt, at det endogsaa rasede paa Skjærvø ved den 7Ode breddegrad, skriver Vargas Bedemar. I kirkeindberet-