Side:Norges land og folk - Nordlands amt 3.djvu/304

Denne siden er ikke korrekturlest


HA’I’FJELDDALEN HEBBE1). 291 ved Røssvatn i den yngre jernalder, og et fund af en stenkniv tyder paa, at her har streifet om folk allerede i stenalderen. I denne forbindelse tør anføres et sagn om gammel bebyg- gelse i Susendalen, nedtegnet af Ivar Aasen: Susendalen var beboet før den sorte død og indbefattede jordeiendomme af 12 vogs leie. Efter den tid var det ilang tid øde og tomt baade i Susendalen og i egnen ved Røssvatn, uden forsaavidt finnerne havde tilhold paa disse steder med sine rener og sine telte. Det var ogsaa i lang tid skogløst i disse egne, indtil for omtrent to hundrede aar siden, da der be- gyndte at vokse skog, hvorved markerne blev mere skikkede til bebyggelse. Siden den tid har enkelte folk fra de andre bygder flyttet did og bosat sig der; imidlertid er fjelddalene endnu me- get tyndt befolkede, og der er paa mange steder ikke mindre end miles afstand imellem gaardene. Under omtalen af Vefsen herred fortæller Petter Dass i sin «Nordlands Trompet», at der før den sorte døde tid var en stor, veldyrket og velbebygget bygd, som hed Storjorden, som den sorte død lagde øde for mennesker, og der, hvor man for- dum gik med plog og harv, blev en udørken og vild skog, hvor kun bjørne og u1ve holdt til. Der løber i Vefsen en gammel l“’rasavn Alt om et Landstykke, Storjor(len ved Navn, Som end er udyrket og øde; Der siges og er udi Sandingen hørt. Hun staar i ældgamle matrikler indført For tolv Spanders Landgild og Skjø(le; Man mener, Almuens Mangfoldigl1ed for Langt høier“ har steget, end Tallet nu gjør; Den sorte Død var en Aarsage, Som over al Verden grasserend’ opkon1, Han feiede Landet og gjorde det tom, Der blev ikke mange tilbage Vel henved fir’ hundred Skorstener paa Rad Befandtes at ryge, naar Folket fik Mad, Og ædende Tid var for Handen; Men da denne Gjest havde vanl(et der frem, Blev rygen(l’ Aar-Steder knap 1ir’ eller fem, Her plukkedes en og hveranden. Da bleve de Pladser, som før var bebod, Der efter med Graner og Moss begrod, Udyrket laa Planer og Volde. Og, der man gik fordum med Harve og Plog, Blev siden Ud-Ørken og vildene Skog, Hvor Bjørner og Ulver tilholde. Dets Sandhed bekræftes med synlige Tegn Af dennem, der endnu ny Beler og Eng I disse vor’ Tider opleder: De fanden har tit under Træernes Ro1l Kul, Næver og andet, hvoraf de forstod, Der før har vært vaa-nede Steden -