Side:Norges land og folk - Nordre Bergenhus amt 1.djvu/151

138 NORDRE BERGENHUS AMT. logiske beretninger en større aarlig regnhøide end nogen anden station og ansaaes for det regnfuldeste sted i hele vort land. Daviken havde i aarene 1896—-1899 en gjennemsnitlig regn- høide af hele 2787 millimeter, med et maximum af 3309 millimeter i 1898, og overgaaes kun af Stationen Botnen i Førdeelvens ned- slagsdistrikt; i de samme aar havde nemlig Botnen en nedbør- høide af 2921 millimeter, med et maximum i 1898 paa 3464 millimeter. Særlig i høiderne er her stor-mene regnets trofaste ledsagere undtagen under østlig og sydøstlig vindretning: «Landsynning» («utsynning»). Nordfjor(lens sydside i den vestlige del over mod Søndfjord, det vil sige: Hyen, Aalfoten og Gulen, er forholdsvis lidet kjendt. Disse vilde høifjelds— og brælandskaber var før i slutningen af 6O—aarene, da de opmaaltes, ikke kjendt udenfor de tilgrændsende bygdelag — delvis ikke engang af indfødte nordfjordinger. Bræen kan ikke sees noget steds under dampskibsreisen i Nordfjord. Faa har passeret disse øde strækninger; aldrig gaar en nord- fjerding denne vei ned til Søndfjord, saa lidt som en søndfjording ad denne vei op til Nordfjord. Meget er endnu uudforsket. Vort kjendskab til disse strækninger skyldes oberst He-rtZberg, der har maalt dem, og dernæst lVm-. CeCil Slingsby og Bing, der har befaret dele af denne egn. — lVm. Ce(—-il Slingsby og Chas. Hopkinson i følge med Lars Jamen Bafal(lm besteg den 5te september 1885 Kjeipen og vilde derefter krydse tvers igjennem disse øde egne, specielt over Aalfotebræen, men ændrede sin rute og lagde veien søndenfor denne bræ og nødsagedes til at overnatte i det frie i nærheden af Strømsbotnsæter. Den 8de september tog de saa op Skjer- dalen, besteg Gjegnet og en anden fjeldtop, som de døbte Bjør)1etin(l, hvorefter de steg ned de bratte terrasser til Hyenes. Ring har i de senere aar foretaget mærkelige vandringer i denne egn. Aalfotebræens og Gjegnabræens størrelse udgjør 140 km.9; længden af snemarken er som nævnt 3O km., men bredden naar neppe noget steds op over 8 km. Hyen og Aalfoten har egne, som er uovertrufne som typer paa det norske høifjelds «gru», siger H(’rt.Zberg. Her mangler Jotun- tindernes, Romsdals— og Strynsalpernes elegante former; næsten alt er kaotisk, mørkt, uformeligt og ganske særegent vildt. Desto mere tiltalende er da undtagelsesvis en enkelt birkek1ædt, grøn dal, der afbryder det vilde fjeld, og derhen søger vandreren, naar storm og regn fra det nærliggende urolige Atlanterhav kommer, som jevnlig er tilfældet.