Side:Norges land og folk - Nordre Bergenhus amt 1.djvu/172

Gi-:o1.oG1. 159 “ Paa lignende vis maa mægtigheden af isbræen i Aurlands- fjorden have været mindst 881 meter, eftersom dybet af Aurlands- fjorden er 273 meter og høiden af friktionsstriber over Aurlands- fjorden ligger 606 meter over fjorden. Foruden ved skuringsmærker er mærkerne efter istiden mo- ræne-r paa steder, hvor bræerne ikke nu naar frem. Der er foran de nuværende bræer smaa moræner, som viser, hvor langt disse har naaet frem i forrige aarhundrede, men de moræner, som er mærker efter istiden, ligger fjernt fra de moderne bræer. Der har været en tid, da isen gik ud over de yderste øer og afsatte de stene, den førte med sig, i havet udenfor kysten, men saa har isstrømmene i fjordene og fjorddalene, idet de trak sig tilbage, efterladt moræner paa forskjellige steder. Hid hører en række moræner i forbindelse med terrasser foran en række sjøer: Aardalsvam, Eid.S—vatn, Oldenvat?a, Loenvat*n. Ntrynsvatn og I—[ornindals“uatn, hvilke omtales senere. En stor moræne ligger for enden af Risbotnvatn nordvest for Sværefjord. Den er 20 meter høi. Maaske ligger der paa mange steder i fjordene moræner i form af banker paa fjordbunden. I Fjærlandsfjorden ligeoverfor Lidal er der saaledes en banke, som gaar tversover fjorden fra bred til bred. Omtrent halvveis mellem Sognefjordens munding og Viksfjord er der efter fiskernes udsagn en lignende banke. “ I Nereimsfjorden er der ogsaa en lignende banke tvers over fjorden. Botner, fj0rddale, indsjøer og fj0rde. Denne landsdel er gjennemskaa-ret af fjerde og fjorddale som faa andre. Landets største fjord ligger i amtet (naar man ikke tager hensyn til Vest- fjorden i Nordland, hvis udside er begrændset af øer). Amtets nordlige del heder fra gammel tid «Firdir», Fjordene. Den form, som landet nu har, er, geologisk talt, ikke gammel, ligesom i det hele landskaber, hvor e1vene gaar i fosser og sti-yk, og hvor der er bratte sider med skred og ur, har faaet sin form i nyere tid; thi de naturens kræfter, som med et populært udtryk kaldes tidens tand og som i geologien kaldes de jevnlæggende kræfter, de søger at udjevne alle uregelmæssigheder i da1bundene og at gjøre elveleierne saa flade som muligt. Landet har faaet sin nuværende form med lange fjerde og med dybe sjøer under isti(len; disse render eller trug i det faste fjeld er et resultat af isbræernes arbeide paa underlaget i den tid, da isen dækkede den største del af amtet. v Ogsaa de smaa moderne bræer, der ligger i høifje1det, har tildannet og tildanner nu fremdeles sit underlag saaledes, at der