Side:Norges land og folk - Nordre Bergenhus amt 1.djvu/175

Denne siden er ikke korrekturlest

162 NORDRl“2 BERGENHUS AM’l’. ingenlunde udløber for et ovenfor liggende sne— og isdækket plateau: men den ligger her i botnen aldeles isoleret og næres umid- delbart af nedslaget, som samler sig i botnen. Dette forhold er for saavidt interessant, som det viser, at der til vedlige- holdelsen af en virkelig isbræ ikke nødvendigvis udfordres et stort oplag af is i høiderne, hvorfra bræen næres. En isbræ kan i Jostedalsbræens Omegn i høider over 1000 meter under gunstige omstændigheder vedligeholdes ved den sne, som vinter, vaar og høst, og vel undertiden om sommeren falder paa den. Den sne, som falder i botnerne, er i saare ringe grad udsat for at tø; høie vægge omkring botnen slipper kun sjelden solens straaler ned, saa meget mindre, naar botnens aabning hvad der særdeles hyppig er tilfældet, vender mod nord, og formen egner sig i høi grad til at samle sne, som kommer med vind, det være fra himmelen eller fra nærliggende snedækte marker. I høi grad eiendommelig er selve fjeldets ryg. Fra kamme11 af Taagga styrter det sig paa den ene side brat ned i Gunvor- dalen, saa den snedækte kam eller skillevæg mellem botnen og dalen paa sine steder øverst oppe er saa smal, at man kan sidde tvers over den og samtidig se omtrent 1000 meter ned i begge dalens paa en gang. Taagga bestaar dels af granit og stribet granit. dels af forskjellige gneislignende, krystalinske skifere. En betragtning af formen af de høieste fjelde i Horungerne og omgivelser viser, at de her optrædende rygge kun er dele af krandse omkring botner, saa botnda-nnelsen er i høiderne alminde- lig, ja man kan sige, at hvor der forekommer smaa isoleret lig- gende bræer, der er der altid botner. Naar botnerne faar større dimensioner, eller hvis deres længde bliver stor i forhold til deres bredde, saa gaar de over til at blive dale, men de bevarer ofte botnformen i den øvre del, idet dalen ender i en (((Pltl de sa(—», saaledes at man ved at følge den forholdsvis jeVnt skraanende dalbund opover, omsider naar frem til et sted, hvor videre fremtrængen vanskeliggjøres eller hindres ved bratte fjeldvægge, der paa en gang tverStandser dalen; ogsaa denne øvre del af dalen kaldes en botn. Denne sidste art af botner, der altsaa danner afslutningen af dale, kunde man kalde dalbotner, og dale, der ender i deslige dalbotner, kunde kaldes sækkedale. Mange af disse sækkedale er nu uden bræer, og undertiden kan man forfølge flere trin i daldannelsen saaledes, at den ene sækkedal ligger over den anden. Gaar man fra Fjærlandsfjorden op til Bjaastad langs sæterdalen helt op til Bjaastadbræen, har man 4 forskjellige dalniveauer eller niveauer i dalbunden. Berge-—Bjaastaddalen er laveste daltrin, Bjaastad sæterdal er