Side:Norges land og folk - Nordre Bergenhus amt 1.djvu/223

Denne siden er ikke korrekturlest

2I() NORI)RI—Z BERGENHUS AMT. punkter, mod hvilke vinden fører dem. Der staar de stille og vokser lidt efter lidt i størrelse, idet de danner udgangspunkt1er for nye fortætninger. Imidlertid øger vinden, de fantastiske taagemasser gaar stadig forbi med større og større hastighed. Undertiden letter taagen paa et enkelt punkt og aabner et vidt rundskue, som forsvinder ligesaa hurtig, som det har vist sig. Saa kan det hænde, at taagen blir helt tæt og begynder at lægge sig over hele bræen, og naar det er tilfælde, pleier regnet falde rigelig, saa man blir gjen11en1blødet til skindet. Undertiden kan det vare længe, før et uveir bryder løs, men undertiden kommer for-andringen pludselig Sædvanligvis er det saa, at der før uveiret lægger sig taage paa bræerne, og naar det blir godt veir igjen, saa er bræerne sædvanligvis de sidste steder, hvor taagen gaar bort. Paa vestkysten er man ogsaa meget hjemsøgt af havtaage. Om denne skriver H. ArentZ.— «Af alle indflydende Havfugtigheder er ingen slemmere, end den bekjendte Søetaage, eller af vore Bønder saa kaldede Har- skodde, som fra Vesterhavet indkommer, og gemeen1igst støder an paa det store Forbjerg Stadt, formedelst hvilket den, saa at sige, ligesom igjen tildeles Søndmør og Søndfjord med det imel- lemliggende smale Stykke af Nordfjord. Havtaagen maa komme, hvorfra den vil; saa ere vi i dette meer end ’noksom kyndige, at vi altformeget føle til dens ube- hagelige Virkninger, saavel paa vore Personer, som paa vore Væxter, hvilke sidste den ikke alene betager en stor Deel af den fornødne Solvarme, men og synes at være i sig selv et Slags G—ift for. Denne Havdunsternes uophørlige Forening med vores Luft gjør følgelig denne til alle Tider tung og usund, saa at man gjerne kan ansee det som noget væsentligt i Søndfjords Luft, at være tyk og sammenpakket, og et Par Dages rent virkelig reen og fri Luft næsten som er en Sjeldenhed hos os.» Om sneen i Nordfjord skriver Krogh: «Snee kunne vi siges her at have paa den samme Tid baade lidet og meget; lidet, saavel fornemmelig i Henseende til Hav- kysten som og i Henseende til den lavere Mark i Fjordene; meget derimod i Henseende til Toppene af de høie Bjerge, saa- velsom de øverst imellem Samme liggende Dale. Da Norden— og Nordvest-Vinden ere de eneste, der tilbringe os nogen betydelig Mængde af Snee, og disse om Vinteren baade indfalde sjeldent, og pleie gemeenlig kun vare kort: saa følger heraf, at vi, hvad den lavere Luft angaaer, ikke gjerne have nogen stor Mængde Snee, men, da vore høie Bjerge række deres Toppe saa høit op