Side:Norges land og folk - Nordre Bergenhus amt 1.djvu/391

378 NORDRE BERGENI—1US AMT. drift paa denne, bør den ikke have under 300 og ikke over 60“ Vinkel med horiZonten. Traadens diameter afhænger saavel af dens længde som af størrelsen af den last, den skal bære, og af dens vinkel med horiZonten. Ved sædvanlige laupa1—strenge varierer diameteren mellem 6 og 9 mm. Man bør nødig benytte under 8 mm. dia- meter. Traadens Strækning maa indskrænkes til det mindst mulige, da dens bæreevne formindskes, jo strammere den er. For driften paa disse strenge anbringes lasten simpelthen ophængt i særegne kroge med eller uden trindser, hvilke er saa- ledes indrettede, at de falder af ved banens endepunkt. Den slags strenge er som nævnt meget lette og billige at anbringe og drive, men de har, især naar de bliver noget lange, kun en ringe bæreevne og er meget let udsatte for at briste. Det er derfor først, efterat man begyndte at ombytte den enkelte staaltraad med staaltraadtaug, at dette slags transportmiddel har faaet nogen egentlig udvikling, saaledes at transporten derpaa baade kan foregaa med større regelmæssighed og omfatte større masser. Dette transportmiddel har i virkeligheden ogsaa i enkelte egne fra dette øieblik af spillet en rolle ogsaa i tømmer-transporten. Anlæg og drift af disse mere udviklede lauparstrenge adskiller sig ikke meget fra de før omtalte; dog kan man her ved særegne indi-etninger regulere lastens transport. Befæstigelsen saavel ved begyndelses- som ved endepunktet foregaar omtrent som før nævnt, kun maa paa grund af de større fordringer, som i regelen stilles til disse staaltraadtauge, befæstigelsen være sterkere og omhyggeligere end ved de før omhandlede enkelte lauparstrenge. Da lasten ved sin egen tyngde skal glide paa staaltraad- tauget, maa dette gives tilstrækkelig hældning, og anlægget forud- sætter saaledes et sterkt faldende terræn. Bøyes-en siger i sin beskrivelse af Lærdal: «Leirdølen er fra barndommen vant til at klavre og komme op ad de steile fjeldsider, der hvor man skulde tro, at ingen menneskelig fod turde vove sig, og hvor selve gjeden ei kan naa hen. Thi der gives saadanne steder i bjergene, hvor den, som skal afskjære græsset, maa nedheises i et taug, som er bunden ham under armene, og derpaa, tilligemed sin’høbundt, igjen op- heises, idet han selv hjælper til ved at klavre. Vistnok er sjel- den noget aa.r, at jo en eller anden falder ned og slaar sig ihjel, enten derved, at en sten, hvorpaa han fæstede fod, gled ud, eller sten høiere oppe løsnede og reve ham med sig ned i dybet. Men denne erfaring synes ikke at gjøre noget indtryk og hindrer ikke paa mindste maade, at jo en anden opklavrer den samme høide, som endnu viser sporene af hans formands knuste levnin- ger. I disse bergsletter slaaes eller rettere skjæres græsset ofte