Side:Norges land og folk - Nordre Bergenhus amt 1.djvu/392

FÆDR1F’I’. 379 lige indtil vinteren, da kulden og sneen nøde arbeiderne til at holde op dermed. I disse bergslætter ere stundom, hvor terrainet tillader det, smaa hytter opførte, hvori foderet gjemmes til vin- teren. Da bæres det hjem paa ryggen af folk, som er forsynede med hvasse, staalsatte braadder, et arbeide, som har kostet mere end en livet, ved enten at være gledet ud eller styrtet i et sne- ski-ed.» Høhesten og transporten af høet er den besværligste onn; den varer næsten hele sommeren og høsten med stor møie og bekostning. Der bruges i amtet store mængder af forskjellige slags bifoder til vinter-foder for baade heste, sauer og kjør, saasom løv, tang, mose, lyng, barkviste og lignende. Det er fornemmelig løvet, der anvendes i størst mængde, og naar det træffer ind med et daar- ligt hø— eller halmaar, kan man paa mange steder se 1øvtræerne kappede og løvbare fra midtsommer af. Godt, velbjerget løv har omtrent samme næringsværdi som hø. Der bruges løv af de forskjellige løvtræer: birk, asp, ask, alm, rogn, vidje og or. Løvet af de forskjellige træer er af for- skjellig godhed. Ask, asp, alm og rogn giver udmærket foder- baade for heste, kjør, sauer og gjeter. Birk og or regnes for mindre gode. Her kan imidlertid erindres, at nogle af de nærende løvsorter indeholder garvesyre; orreløvet er saaledes et nærende, men ikke velsmagende foder. Man faar da dele disse 1øvfodere, eftersom de er frie for garvesyre eller ikke, og man faar da føl- gende række for de bedste sorter, som er fri for garvesyre: Ask, alm, asp og rogn, og blandt de garvesyreholdige: or, Silje og birk. Løvets indhøstning kan foregaa paa to maader Enten «risper» man det og tørrer de afrevne blade, eller man hugger grene af træerne og hinder dem med bladene paa i «kjærv», som er omtrent en alen a 5 kvarter lange og saa tykke som et almindeligt korn- baand eller vel saa det. Ved at rispe levet skaaner man træerne mere, men det gaar langsomt, og man kan ikke gjøre regning paa-, at et voksent menneske risper og samler sammen mere end l8—24 kg. tørt løv om dagen, og da bliver det et temmelig kostbart foder. Den anden fremgangsmaade er den almindelige, og man kan regne, at en mand gjør færdig 8O—lO0—]20 kjærv af nævnte størrelse om dagen, alt eftersom det er mere eller mindre let at faa fat i løvet; men hertil kommer da endnu det arbeide, man har for at faa levet tørket og bragt hjem til gaar- den, og dette arbeide kan mangen gang være lige besværligt som selve løvningen. Naar man pil1er bladene af et saadant løv- kjærv og veier dem, vil man i gjennemsnit finde, at de veier omtrent 3Z4 kg., og stort andet end bladene kan man ikke regne paa, at dyrene ha-r nytte af; thi om de end fortærer lidt af de