Side:Norges land og folk - Nordre Bergenhus amt 1.djvu/436

Fx’lä2DRIF’I’. —l 23 Fremgangen in avlen er paatagelig siden 1876, da det offent- lige tog ledelsen i hesteavlen. Fordringerne er stadig blevet skjærpede og er i samme forhold opfyldte. Hovedprincipet for de offentlige foranstaltninger til heste- avlens fremme vestenfjelds har været bibeholdelsen af den rene, ublandede vest1andshest. Paa de fleste udstillinger belønnes alene den rene race, og der udstationeres hingster af samme race. Under bestræbelser-ne for vestlandshestens forædling søger man at faa den noget større, at give den mere fundament. navn- lig større dybde, bredde og benførhed og at rette paa de legems- feil, der ofte vil klæbe ved den. Erfaringen har dog vist, at man maa gaa frem med varsomhed. Gaar vestlandshestens høide over 149 cm., viser den stor tilbøielighed til at blive opløben, l1øibenet og manglende dybde. De feil, som man oftest fi.nder hos vestlandshesten, er nævnt i beskrivelsen af søndfjordhesten og bestaar hovedsagelig i rundt, kort, afskydende og spidst kryds, spinkel benbygning. krogede haser med tildels kohaset stilling, kort og steil skulder, indknebne albuer, understil1ede forhen og grovt hoved med vide og grove øren. Flere af disse feil kan føres tilbage til et forkjært opdræt, saaledes den falske benstilling efter den meget almindelige opstal- ding paa trange, korte og meget sterkt heldende spiltaug; det smale, lidet udviklede kryds og den spinkle benbygning stammer fra sult under Opvæksten og manglende bevægelse. Vestlandshesten besidder en større konformitet og racelig- hed end nogen af vore øvrige hesteslags; dens klogskab, gode temperament, energi og udholdenhed, dens forholdsvis gode kræfter, raskhed, ja ikke sjelden meget respektable travanlæg, dens udmærkede sundhed, haardførhed og nøisomhed, dens uover- trufne sikre fod er alt egenskaber, som vitterligen hører den til, og som danner en god grundvold at bygge paa. Faa1“. l‘’aareavlen spiller en vigtig rolle i amtet. Dette har sin grund deri, at støi-stepa1—ten af brugene er smaa og tilsteder ikke store kvægbesætninger — ofte kun snaut nok til husbehov, intet eller høist ubetydeligt til salg. Dertil kommer, at der flere steder er daarlige havnegange, der ofte ikke yder tilstrækkelig fede for storfæet, medens der for faarene er nok en stor del af aaret. Navnlig er dette tilfældet langs kysten, hvor der ofte paa øerne er godt sommerbeite, hvorfra faarene om høsten tages hjem i god stand og med rig uldpels; dette giver god afkastning i forhold til omkostningerne. Klimat med milde, ofte snebare vintre tilsteder tildels, at faarene gaar ude størsteparten af vinteren, og selv om de ikke kan gaa ude hele vinteren, er dog vinterbeitningen en god støtte