Side:Norges land og folk - Nordre Bergenhus amt 1.djvu/486

SKOG 0G nYBEn. 473 I 189O—-1895 opgives skogen at være gaaet mærkbart eller noget tilbage i herrederne Hafslo, Aurland, Leikanger, Balestrand, Vik, Lavik, Kirkebø, Gulen, Hyllestad, Jølster, Bremanger, Selje, Eid, Indviken og Stryn. I Lyster anføres den at være gaaet snarere «lidt frem end tilbage». For Daviken anføres, at birke- skogen «synes at være i god fremgang». Løvskogen, hvis vigtigste og mest udbredte træ er birken, hugges til brændsel samt emnings— og møbelved o. l. Den an- vendes ogsaa til næver— og barkflækning samt især til løvning til kreaturfoder. Især ved løvningen udsættes birkeskogen for tilbagegang. Træerne maa, for at faa næveren og barken til at løsne, hugges i safttiden. For stubbeskydningen er det til skade, at træerne, efter at være flækkede, jevnlig bliver staaende i længere tid for at tørke paa roden uden straks at hugges. Birke- barken er en søgt handelsartikel til barkning af nøter, seil, taugværk o. s. v. Næveren anvendes til tagtækning. Næveren bliver daarligere, fordi tykke, glatte, kvistrene birkestammer fore- kommer sjeldnere nu end før, og nævertagene bliver utættere samt skaffer ideligt arbeide med tætning af drypsteder. Tagsten og heller sa-mt for en mindre del— tagpap bliver derfor efter- haanden almindeligere. Den almindelig benyttede løvning foregaar i mange fjord- distrikter i vid udstrækning. Der gives middels store gaarde i Indre Sogn, hvor der hugges fra 4;7000 løvkjærv hvert aar, særlig hvor vedkommende gaards besætning af smaafæ er be- tydelig. Løvningsskogen drives sædvanlig som lav stubbeskog, der teigevis med ganske kort omløb afdrives med den saakaldte «snigl» (en dertil indrettet løvkniv3, saasnart buskene er voksede ud igjen efter forrige løvhugst. Løvtræstubberne taber efterhaanden kræfter og dør væk uden at erstattes, hvilket paa de hyppig steile fjeldsider kan lede til jordskred, eller jorddækket kan efter tabet af de fæstepunkter, som trærøddeme dannede, efterhaanden afvaskes af snevand og regnstrømme. Fjeldsiderne mister sin løvskog og derpaa sit jorddække, saa at de nu staar tilbage som ren klippegrund. Under de høie og stedse stigende priser paa birkeved maa det paa alle steder, der ikke ligger for langt fra sjøen eller flødbar elv, være fuldkommen ligesaa lønnende at drive birken som høiskog for salg af brændsel og emningsved som at opføde et stort antal smaafæ ved dens løv. Gjeter holdes fremdeles i adskillige herreder; ogsaa den skade, som de talrige faareflokke foraarsager, er somme steder ikke 1’î11ge. W C Løvning til foder, der især bruges i Sogn, vil befolkningen sent forlade. Jordbunden og det —drivende klima hindrer, at