Side:Norges land og folk - Nordre Bergenhus amt 1.djvu/559

ð46 NORDRE BERGENHUS AMT. brokar, men lige bred ved enden, som hvor den slutter til dæm- ningen eller fiskegaarden, nemlig 12 alen. Sløens længde er almindelig 18 alen. Ovenpaa er den belagt med smale stokke, noget tykkere end humlestænger, som ligge ikke tættere, end at vandet har frit gjennemløb og kan ei overskylle sløen. Da ogsaa dæmningen er noget lavere end sløen, foraarsages derved, at vandet har det meste træk eller drag derhen. Naar laxen nu har arbeidet sig opover det ved fiskegaarden foraarsagede vand- fald, er den ofte træt og vil hvile sig i det roligere vand, hvor- ved den uformærket glider med vandtrækket baglænds hen paa sløen, og ligger der tør som paa en rist, hvorfra den ei mere kan arbeide sig op. I disse fiskehøle samler ellers laxen sig ved dens opgang igjennem elven i temmelig mængde. Fra sidsti mai og lige til november kastes med garn i disse fiskehøle; men længere ned i elven og jo nærmere fiskeriet er ved fjorden, jo før kan man begynde at kaste med garn, hvilket sker om aftenen og tidlig om morgenen, paa det at laxen ei saa godt skal kunne se garnet, til hvilken ende dette ogsaa er lagt i garverbark, for at faa en mørkere farve. Til dette fiskeri bruges 3 karle, hvoraf de 2 befinde sig i en liden elvebaad, den ene derimod paa landet Naar garnet, som er til 9 til l0 favne, er lagt tilrette ibaaden, ror den ene af karlene af alle kræfter, medens den anden ud- kaster garnet, ikke paa engang, men lag for lag, ligesom det er oplagt i baaden. Hermed skynder han sig alt, hvad han kan: og naar alt garnet er udkastet i elven, holder han med venstre haand den ene line eller touget, hvorved garnet er fastgjort, og med den anden haand kaster han med smaa stene, som han har i baaden, rundt omkring sig i vandet, for at skræmme laxen op fra grunden, hvor den i slige høle gjerne hviler sig. Under dette arbeide glider baaden med en sterk fart ned ad strømmen, saa at det hører ikke liden øvelse for den karl, som har med garnet at bestille, at ballancere paa sine ben, saa at han ei falder ud i strømmen — hvilket dog er hændt —, da han intet har at holde Sig ved. Den karl, som er paa elvebredden, har en meget længere line eller toug, der er fastgjort ved garnet. Dermed løber han jevnsides baaden, for at holde garnet tvert i elven. Naar baaden nu er kommen i en kort afstand fra fiskegaa1—dem roes til land og garnet optages i baaden med den lax, som saa- ledes kan være fanget. Saaledes øres hver aften og hver mor- gen 3 til 4 kast, saalænge elven ha-r en passelig høide og hverken har formeget eller forlidet vand, i hvilke begge tilfælde man ei kan kaste. Den lax, som paa ovennævnte maade ei fangesi garnet, bliver ved stenkastningen jaget paa sløerne, som ved denne leilighed i almindelighed gjør den bedste fangst, og hvor undertiden 16—18, ja 20 og flere laxe paa engang sprelle, hvilket