Side:Norges land og folk - Nordre Bergenhus amt 1.djvu/581

568 NORDRE BERGENHUS AMT. værdifulde stoffe gaar bort i g-jærvæsken, og fabrikanten kan kun betale lidet eller intet for asken af gjæret tang. Ved tangens forbrænding til aske skiller man mellem tang- kul og tangaske. I denne sidste, der i Frankrige kaldes varech, i Skotland kelp, er alt kul i tangen brændt. For tangbrænderen er tangkul utvilsomt at foretrække, idet tangen leverer noget mindre vægt af aske end af tangkul, paa grund af at disse sidste indholder noget uforbrændt kul. Før brændingen samles tangen i dynger paa fjeldgrund eller paa stenunderlag; man antænder først lidt spaan, og dækker lidt efter lidt med tør tang, saaledes at flammen stadig forhindres fra at slaa ud. Vil man have klep brændes tangen i store dyn- ger, der af og til kan dækkes med lidt fugtig tang; ved den høie temperatur, som herved fremkaldes, vil asken under forbræn- dingen bage sig sammen til en haard slagagtig masse eller k1umper, der er kelp. En saadan dynge kan, alt efter den mængde taug der er forbrændt, efterlade fra 2O—1OO kg. aske, og man regner i regelen, at 22 dele vaad tang giver 1 del kelp. Ved tangkul gaar man frem paa en lignende maade, dog brændes disse aldrig i store, men helst i smaa dynger, og man sørger for med en ildrage at faa fremdraget den forkullede taug efter- hvert, som tangen brænder ned. Naar en dynge er afbrændt, udrages og spredes den glødende aske saa den hurtig afkjøles; paaslukning med større mængder vand maa aldrig finde sted. At forbrænde taug i altfor store dynger er utilraadeligt, da endel af de jodforbindelser, der er tilstede i tangen, ved den her- ved fremkaldte høie temperatur vil forflygtige; derimod vilde det være heldigt, at forbrændingen foregik i gruber nedgravet 2—3 fod i jorden, hvorved man vilde erholde noget mere i vægt, paa samme tid som fabrikanten erholdt et jodrigere materiale. Drivtang maa man aldrig opsamle, naar den har ligget læn- gere tid i stranden og for endel er gaaet i forraadnelse Tiden. hvori tangen kan henligge, efterat sjøen har kastet den op, retter sig selvfølgelig efter aarstiden, om vaaren 8 a 1O dage, om sommeren i det høieste 4—-5 dage, før den bringes paa tørrepladsen. Askens forsendelse— til fabriken sker enten i sække med dampskib eller løs i mindre fartøier; fartøiet maa være tæt, saa ikke sjøen kommer op i lasten og opløser asken, hvorved den bliver aldeles værdiløs. I ældre tid var der et potaskekogeri og et saltsyderi ved gaarden Nes i Lyster præstegjeld. Ved gaarden Øvre Amle var ligeledes et potaskekogeri, og der produoertes aarlig henimod 20O centner.