Side:Norges land og folk - Nordre Bergenhus amt 1.djvu/584

HAN1)E1. OG SKlBSFAR’l’. 571 Den kommission, som foreslog anlæg af Florø, taler om den misnøie, som næsten overalt udtales af almuen mod de ber- genske handlende, og den ringe gjensidige tillid, som finder sted mellem begge parter. Kjøbmanden bestemmer prisen ikke alene paa sine egne varer, men ogsaa paa de produkter, han tilforhandler sig; enhver mand fra landet har ialmindelighed sin faste kjøbmand, til hvem han gjerne staar i gjældsforbindelse, og denne er et baand mellem ham og handelsmanden, der hindrer en fri handelsomsætning. Den lange frastand fra byen gjør ogsaa, at sælgeren i regelen nødes til at afhænde sine produkter ved sin nærværelse paa stedet, om end konjunkturerne er noksaa ugunstige; at føre Varerne hjem igjen gaar ikke an, og at oplægge dem uden at effektuere øie- blikkeligt Salg vilde foraarsage mange og store udgifter uden at lede til noget bedre resultat. Disse reiser til Bergen tog ham lang tid og voldte tab for bedrif-ten i hjemmet. Kommunikatio11en mellem Bergen og fjorddistrikterne var dengang lettet betydelig ved dampskibsfarten, men kommis- sionen mente, at de handelsartikler, der fornemmelig er gjen- stand for handelsvirksomhed inden distriktet, paa grund af sin voluminøse beskaffenhed i regelen ikke i tilstrækkelig mængde vilde kunne transporteres med dampskibet, og skulde bonden føre sine varer til Bergen paa baad, var han naturligvis ogsaa nødt til at transportere de indkjøbte varer hjem paa samme maade. I Sønd— og Nordfjord havde fiskerne selv saltet sin fangst til handelsvare som følge af, at der tidligere ikke havde været kjøbere nok til vaarsilden i raa tilstand. Dette blev for en del forandret, idet saavel Bergen som Stavanger og de deromkring liggende handelssteder oprettede en mængde salterier i nærheden af fiske- stederne. Denne tilvirkning af fiskeprodukterne var aarsag til de mange klager over den norske sildehandel. Naar nemlig fiskeren havde tilvirket sin vare, og ofte mislig nok, blev denne i al- mindelighed liggende uden noget tilsyn og ofte under aaben himmel, medens han selv efter endt fiske reiste til hjemmet, og først efter længere tids forløb vendte han tilbage for at se til silden, som da gjerne var i en bedærvet tilstand, og for at føre den til afsætningsstedet Bergen. Paa de større salterier blev i almindelighed silden «rund- saltet» istedenfor som i byerne og paa de steder, hvor man har let adgang til arbeidskraft, at ganes eller befries fra indvo1dene, hvilket da senere maatte ud.føres paa eierens hjemsted. Saaledes behandlet sild ansees altid for slettere vare end den sild, der