Side:Norges land og folk - Nordre Bergenhus amt 1.djvu/648

si-:Fo1.1(N1N(;. 635 Det bør her erindres, at H. .—1rentZ skrev i l785 og var bosat i Søndfjord, og han var en forsigtig mand, saa hvad han siger, kan ikke uden videre bortvises som upaatvilelig falskt. Naar E. Sundt beretter, hvorledes konerne paa de anseligste gaarde i Ytre og Indre Holmedal har fortalt ham om sin strid og nød, da de overlod sine børn til andre og reiste til byen og lagde fremmede folks børn til sit bryst, saa maa man i sandhed spørge, hvilke motiverne vel kan have været til disse aarelange ophold i Bergen med forsømmelse af egne børn; thi selv om de anseligste gaarde i Indre og Ytre Holmedal ikke er saa store, saa synes de dog vel at maatte kunne ernære konen paa gaarden, særlig hvis hun vilde bestille noget. Om motiverne til disse bergensreiser end ikke er klare, saa synes den opfatning, at lyst til et mageligere og overflødigere liv med en liden ekstraindtægt har spillet en væsentlig rolle. Det er klart, at saadan tjeneste som den her omhandlede kun er paa sin plads, hvor nøden tvinger; og hvis det er rigtigt, hvad Sundt fortæller, at ogsaa koner fra anselige gaarde satte sine børn bort for at tage amme- tjeneste i Bergen, saa var dette et uvæsen, der fortjente alt andet end ros. Fra Ytre Nordfjord klager distriktslægen over tidlige ægte- skaber — ægtefolk af begge kjøn under 2O aar er meget almin- delige —; heraf resulterer et svækket afkom, og naar mislig- hederne fortsættes gjennem generationer, vil resultatet være en nervøst degenereret slegt; og nervøse svækkelsestilstande hører ogsaa i virkeligheden til de lide1ser, der giver befolkningens helse sit præg. Religiøse forestilling-er. Den store mængdes re1igiøsitet eller form for religiøsitet er paa en vis maade formen for den gamle skjæbnetro. Det gamle: «De va so laga» svarer til det nye: « Vorherre havde bestemt det». Seiler en drukken mand baaden over sig, siger de, at Vor- herre har taget den druknede. Hugger en mand sig enten i fod eller haand, saa heder det aldrig, han har været klodset eller uvorren, men Vorherre har lagt det paa ham. Man skyr i alle ulykker at tage skylden paa sig selv. Denne skjæbnetro er sikkerlig urgammel; endog i Olav den helliges saga i Heimskringla finder vi tydelige spor af skjæbne- troen i beretningen om, hvorledes det gik til, da Torkel Fostre havde dræbt Einar jarl og slap fra det. Drabet blev ikke hevnet, heder det, og som grund anføres, at det kom saa uventet, da alle mente, at der var venskab mellem jarlen og Torkel, og der- hos var de fleste mænd vaabenløse; endelig heder det: Bar þat