Side:Norges land og folk - Nordre Bergenhus amt 1.djvu/657

ö44 N(“)RDRE BI—3R(iENHIYS AMT. At holde træer hellige og at bringe offer did i form af mad og drikke har været en urgammel skik, og de kristne prædikanter har allerede fra gammel tid ivret sterkt mod denne sædvane eller tro. I en af professor Caspari udgivet I’[()l)líZ’í(l 1le sa(?rilegiis. det vil sige en opbyggelig prædiken eller betragtning over helligbrøde, omtales dyrkningen af træer. Homelien er feilagtigen tillagt selve Augustin. Caspari mener, at den er forfattet mellem midten af det 6te og slutten af det 8de aarhundrede i de nordlige egne af det frankiske rige, og at det er en frankisk geistlig, som har forfattet den. I kap. 2 § 2 heder det: «Enhver altsaa, brødre, som tror paa Kristi navn og antager den almindelige tro, vender som en hund tilbage til sit forladte spy, hvis han vender sig til gamle altre eller lunde, til træer eller klipper eller andre steder, eller hvis han ofrer noget levende dyr der eller noget andet eller holder festmaaltid der. Han skal vide, at han har Sin tro og daab forbrudt.» Pirminius var en alemannisk klosterstifter samtidig med 13onifacius (68O—-755l, og hans forskrifter er udgivne af C(l-G’])(l“l’ï i «Kirchenhistorische Anecdota». — Han Siger, at «man skal ikke bede og heller ikke aflægge løfter ved klipper, heller ikke ved træer, i kløfter, ved kilder eller ved korsveie». Han advarer mod at holde visse hedenske fester og at sætte levnetsmidler eller vin ved træstammer eller kaste brød i en kilde. Det kalder han djævledyrkelse. Paa Størdal i Askvold er en gravhaug, Bygdahaugen, 4O alen lang og l8 alen bred. Paa denne haug blev (ifølge Christ-ie) i umindelige tider ikke slaaet græs eller hugget noget træ, fordi (“det ikke var trygt i haugen». Dette hænger sammen med dyrkels(—n af de i haugen boende. Naar der paa deslige steder ogsaa bæres ud mad og øl, saa staar denne skik vistnok fra først af —i forbindelse med dyrk- ningen af de afdøde, med hvilke man deler, særlig ved høitidelige anledninger. I Sogn og ]å)“or(l(1ne har det været skik som andetsteds i landet, at man har baaret mad og drikke ud til bestemte stede1—, hauger og stene, ogsaa som et offer. Ingen skal gaa forbi den stenen eller den fururoden uden at ofre til dem, siger de, og saa lægges der en træspaan, en flis eller en liden sten bort paa dem. Denne skik har været almindelig udbredt i mange lande, og en Stenhob, der er sammenkastet til mærke eller minde om en begivenhed, heder paa norsk et vei-p eller et uarp; en slig stenhob