siden, «tilsagde paa en Side min skyldige Underdanighed at opvarte Hans Majestæt, og paa den anden Side udkrævede mit i vanskelige Omstændigheder forefundne Embede at indfinde mig ved den kongelige Hofstat i Kristiania, siden jeg blev forsikret om, at hans Majestæt ikke denne Gang kom til Bergen.»
Reisen tiltraadtes den 21de mai om morgenen, og efter 4 dages færd ind gjennem Sognefjorden naaede han pintseaften frem til Lærdalsøren, hvorfra reisen over land skulde tiltrædes.
«I Dalen staar 150 smaa Huse tæt tilsammen, saa der synes at være en liden Flek, men de allerfleste Huse findes ledige og tillukte Aaret igjennem undtagen ved Mikkelsdags Tid, da de aabnes og bortleies til bergenske Kjøbmænd, hvilke forsamler sig der til det navnkundige Lærdals Marked, hvor ei alene af de omliggende Fjorder, men ogsaa af Egnen paa hin Side Filefjeld, særdeles af Valders og Hallingdal, indfinder sig mange Bønder for at sælge deres Smør, Bukkeskind og deslige mod bergenske Fisk og andre Varer, som de til Hest fører en lang og besværlig Vei.
I Lærdals Præstegaard, en halv Mil ovenfor Øren, opholdt jeg mig første og anden Pintsedag for Festens Skyld. Tredie Dag, som var den 27de Mai, satte jeg mig til Hest med mit Følgeskab, bestaaende i tre Personer og nogle Skyds-Drenge, som fulgte Bagagen. De sex Mil indtil Filefjeld kaldes med et almindeligt Navn Gallerne og er nok at regne for den vanskeligste Vei, som kan findis i noget Land, særdeles den tredie Mil ved Stene Bro og den sidste Mil, førend man naar Fjeldets høieste Top. Disse Galler er at anse ligesom uordentlige Sten-Trapper, dels gjorte af Naturens, dels af Menneskenes Hænder, hvor der i Fjeldet selv er et altfor steilt Stykke, som fyldes med opstablede løse Stene. Veiens Grund er en saakaldt Urd, det er en Samling af smaa Stene, hvilke ved deres Udfald af det revnede Fjeld er sønderslagne med Magt i en Hast ligesom det kunde være kantede Stykker af knust Glas eller Porcellain i Millioner Tal, hvilket maa have været et skrækkeligt Fald fra det steile Fjeld. Dette sidste synes at have tabt sin halve Del, hvilken, ved at vige og falde ud, har fyldt Grunden i den hosliggende dybe Dal med en utallig Mængde af Stenstykker, nogle saa store som Huse og nogle mindre, men alle saa kantede og uordentlig blandede at den gjennem disse ruinas horrendas møisommelig praktiserede Vei knap nogensteds i Verden haver Lige eller Mage, hvilket sluttes deraf, at endogsaa andre norske Heste, som ellers er vel vante med at stige i Klev- eller Stentrapper, har ondt ved at komme herigjennem, og en forsigtig Reisende maa tage Lærdalske Heste, som er opvante ved Stedet
