gjærlighed og kranglesyge gjenkjender han de tilsvarende egenskaber hos «vore Normanner». I Molde havde han valget mellem at leie et kystfartøi eller tage postveien, og da det første var dyrt og kunde medføre langvarig forsinkelse, valgte han den sidste, der efter almindelig erfaring skulde medtage 8 à 10 dage mellem Molde og Bergen. Saa drog han da videre over Ørskoug, Stranden, Hellesylt. Breum, Dale, Lerviken (hvor han besøgte kaptein Holck), Gulen og Lindaas til Bergen, hvorhen han kom tilhest over Sandviksfjeldet, et syn, som man i Bergen ikke havde havt paa 20 aar, efter hvad man forsikrede ham. Paa denne reise, der varede 18 dage, havde han tilbragt 12 nætter paa et bord med sin vadsæk til hovedpude, saa smaat var det dengang med bekvemmelighederne paa fjordruten.
Af forfatterens iagttagelser over befolkningens skikke og karakter i Nordre Bergenhus amt hidsættes følgende brudstykke:
«Det var i denne egn (ɔ: Nordfjord), at jeg begyndte at bemærke de skikke, hvorom biskop Pontoppidan taler. Flere af beboerne bar i virkeligheden «regnhatten» (le chapeau parapluie); den er af læder, og dens runde vinger (ɔ: brem) er meget brede. En saadan hovedbedækning er en særdeles god opfindelse i et land, hvor det regner hver dag. Gamle folk lader sit skjeg vokse; men nærmere Bergen er der enkelte bygder, hvis indvaanere aldrig studser det.» — «I de indre bygder finder man alle mennesker lige imødekommende og fri for pengebegjærlighed. Skikken i disse afsides bygder kræver, at man altid snakker med dem, man møder, og at man titulerer dem «far» og «mor». — Konditionerede folk kalder hverandre paa fransk mon frère, og undertiden hænder det da, at de, der ikke kjender det franske sprog, dertil føier det norske pronomen min og siger: hvorledes lever min mon frère. — I førstningen studsede jeg ved at blive kaldt: «far» af en kvinde, der kunde være min bedstemor; men man vænner sig snart til det, og disse interessante udtryk, som synes at være et udslag af deres godmodighed, behager meget mere end mere forfinede nationers intetsigende talemaader.»
Om husene siger han, at de er byggede af store bjelker, anbragt ovenpaa hverandre, saa at de danner en langagtig firkant uden vindu. En skorsten uden rør er anbragt i et hjørne, og røgen slipper ud gjennem et firkantet hul i taget, som er kegleformet. Det fortjener at bemærkes, at røgen aldrig sænker sig lavere end tagets niveau. Naar ilden er slukket, lukkes røghullet med en lem, og da kan man hverken puste eller se. Til belysning bruges et stykke harpiksholdigt træ, som stikkes i en klype af jern eller træ midt i værelset; gnisterne falder ned paa en sten nedenunder. I dette rum opholder hele familien sig og sover. Bør-
