Side:Norges land og folk - Nordre Bergenhus amt 1.djvu/721

Denne siden er korrekturlest
708
NORDRE BERGENHUS AMT.

for omtrent 17 aar siden mistede hin frihed fra soldatertjenesten; det unge mandskab blev indrulleret og præstegjeldet inddelt i lægder.

Fra Sandsteensstøtten paa Filefjeld begynder dette præstegjelds distrikt, der altsaa ligesom aabner indgangen til Bergens stift. Paa fjeldet er ved kongelig bekostning to fjeldstuer til reisendes bekvemmelighed opførte, nemlig Nystuen, som tilhører Vangs præstegjeld i Valders, hvor fjeldet begynder at opløfte sin uhyre ryg, og Maristuen (egentlig Margarethestuen), som hører til Borgunds annex i dette præstegjeld, hvor fjeldet synker sig, og omtrent ved dets fod. Imellem begge stuer er 2½ fjeldmile. Fjeldet selv frembyder et nøgent skue uden al vegetation, med en stundom vid prospect; dog have de dybere dale paa selve fjeldet ypperlige græsgange.

Fjeldets høieste top eller spidse kaldes Suletinden og blev i aaret 1806 af den bekjendte naturkyndige Leopold von Buch ved barometeriagttagelser befunden at være 5514 fod over havets overflade.

Naar man er kommen ned af den lange bratte Haavardsklev, er man ved Maristuen, som har fortræffelige havnegange og megen løvskog, men ingen kornavl, hvorfor ogsaa den her boende saakaldte stuemand har en vis korntold af præstegjeldet.

Maristuen blev først opført efter dronning Margarethes befaling,[1] hvis navn den endnu bær, skjønt den vel flere gange har været fornyet, og nu sidst for noget mere end tyve aar siden er ganske af ny opbygget.

Veien synker sig nu bestandig, indtil man kommer til det bebyggede Borgund.

Fra gaarden Kirkevold begynder den nye vei, som fører op ad en temmelig lang, men ikke brat bakke, der begrændser udsigten. Nu staar man ligesom med et øverst paa Vindhellen. Et frappant skue for den, som fra Østlandet første gang reiser herigjennem. Man ser nedad i en anseelig dybde, hvor dalen deler sig i to arme; dybest skimter man elven, fra hvis overflade fjeldene sees at hæve sig i overordentlig høide, og som fra det øverste af Vindhellen pludselig presenterer sig for det studsende øie. Det er naturen i sin raa, vilde, næsten frygtelige majestæt. Det er en coup de théatre de la nature, hvor coulisserne i en haandevending changeres, og hvis fond især er imposant og malerisk, endskjønt udsigten er couperet og ligesom fanget mellem skyhøie fjelde. Vindhellen selv er en mærkelig vei. Skjønt tildels sprængt gjennem klippen er den temmelig bred og fortræffelig banet, men paa nogle steder meget brat og slynger sig i store bugter ned i den lavere dal. Her er, saa at sige, den anden

  1. Maristuen (se pag. 728) er ældre.