Side:Norges land og folk - Nordre Bergenhus amt 2.djvu/158

Denne siden er ikke korrekturlest

SoGNDAL HEBBEn. 153 I herredet er: Sogndal sparebank, oprettet i 1842, med en forva1tnings- kapital i l899 af kr. 313815.00. Postaabnerier i herredet er: Slinde, Fardal, Sogndal i Sogn; Kaupanger. Der er rigs t e l e fo n s t a tioner paa A—mle, Sogndalsþæren og Norum. Anløb Ss teder i Sogndal herred er: Slinde, Fardal, Sogndal, Kaupanger (Am1e). Bebygning. Gaardbebygningen ligger i da1førerne og til- dels ved fjordbredderne; saaledes fornemmelig paa begge sider af Sogndalsfjorden Samt i Øfstedalen, Sogndalen, om Amlebugten og i dalforsænkningen mellem denne og Eidsfjorden. Tættest bebygget er bygden omkring hovedkirken. Sætrene er spredt dels i de øvre dele af dalførerne, dels paa vidderne. Strandstedet SogndalsJîj(Bren ligger paa venstre side af Sogn- dalse1ven, umiddelbart ved fjorden med sin længderetning langs denne fra vest mod øst. Strandstedet er i det hele uregelmæssig bebygget. Nær Sogndalsfjæren ligger Helgeim med Sognda1 folke- høiskole. Sognda1sfjæren havde ti 1825 83 huse med 287 beboere. I l891 var der 93 huse og 441 beboere. Paa SogndalSfjæren er født i 1793 Gjest Baardsen, en be- kjendt tyv, hvis 1evnetsløb forfattet af ham selv har været sær- deles udbredt og almindelig læsning over store dele af 1andet. Denne eiendommelige skikkelse fra folkets brede lag vandt et 1andskjendt navn; hans fulde navn var Gjæt Baar(lsen Sogn- dalsjjæren. Han kom tidlig paa afveie og blev efter at have rømt fra de forskjellige vestlandske arrester og strafanstalter sidstpaa inddømt paa Akershus som livsslave. Medens han sad her forfattede han den udførlige levnetsbeskrive1se, der blev folke- læsning i hjem1andet, nabolandet og hinsides Atlanterhavet, skjønt dens literære værd er ringe. Efter flere aars god Opførsel blev han 1845 benaadet og drog siden omkring som bogkolportør. Han døde 1849 i Bergen, hvor han i den sidste tid havde taget fast ophold. Paa Akershus fæstning skrev han ogsaa en «samling af de mest forekommende ord i det saakaldte vandrings— eller skøier- sprog», hvilket E. Sundt senere benyttede til sin ordfortegne1se til det norske fantesprog.