Åpne hovedmenyen

Side:Norges land og folk - Nordre Bergenhus amt 2.djvu/533

Denne siden er ikke korrekturlest


528 NOlll)HE BEli(il-2NHLTS AnT. meget mindre vilde egte en l1edni11g, som hun havde bestemt sig til slet ikke at gifte sig, men tjene Gud i jo111frue1igt levnet. gav hun ham afslag. Til hevn begyndte han derfor at herje i hendes rige og truede med ganske at lægge det øde, hvis hun ei bønhørte ham. Hun foretrak efter over-læg med sine frænder og venner at forlade landet og drage bort, ledsaget af en talrig skare mænd, kvinder og børn, paa tre skibe uden seil, aarer, ror og vaaben, overlade11(le sig ganske til Guds styrelse Vinden drev dem mod norden, henimod Norges kyst, hvor Sunniva med den større del landede ved den lille ø Selja eller Sella nær ved Stadla-nd og de øvrige ved øen Kinn i Søndfjord. Disse øer var dengang ubeboede og brugtes kun, ligesom de øvrige udøer, til græsgange for fæ. Sunniva og hendes ledsagere søgte ly i de store huler, der findes i fjeldet paa Vestsiden af Selje; i disse l1u1er boede de længe, er11ære11de sig ved fiskeri og dy1—kende Gud. Men da indbyggerne paa fastlandet blev var, at der var ko111met folk paa øerne, antog de dem for vikinger eller ugjer- 11ings1nænd og tilskrev dem skylden for, at flere stykker kvæg oftere savnedes. De henvendte sig derfor til Haakon jarl med bøn om, at han vilde hjælpe dem til at fælde disse ra-nsmænd, og jarlen begav sig i den hensigt med en skare bevæbnede til Selje. Da Sunniva og hendes følge saa de bevæbnede komme for at angribe de1n, gik de ind i hulerne, bedende Gud om en salig død og om at fo1—Skaane deres legemer for at falde i hed- ninger11es vold. Deres bøn blev hørt, thi store klippestykker faldt ned for de 11u1er, hvor de havde skjult sig, og jarlens mænd fandt ikke et n1e1meske. En stund efter, da Haakon jarl nys var dræbt, hændte det sig, at to anseede bønder fra Søndfjord vilde til Trondhjem for at tale med jarle11, hvis død de endnu ei havde erfaret. Ved at drage tæt forbi Se1je saa de, siges der, et underligt lys hæve sig lige fra stranden til hin11en; de lagde tillands for at undersøge aarsagen og fandt et straalende 11le11— neskehoved, der gav den sødeste lugt fra sig; foru11drede herover tog de hovedet med for at bringe jarlen (let. Paa Søndmør fik de vide, at Haakon var dræbt og Olav kommen i hans sted, men de fortsatte dog reisen til Lade, blev godt modtagne af 0lav, lod sig paa hans a111nodning døbe og viste ham det medbragte hoved. Da kongen og biskop Sigurd saa det, sagde de straks, at det maatte tilhøre en helgen, og bevarede det omhyggeligt. Efter thinget paa Dragseid spurgte kongen dem, der boede Se1je nær- mest, om de i den Senere tid havde Seet underlige tegn paa øen. De sagde, at de oftere havde seet en lyS11l11g over den. Ko11gen, biskop Sigurd og mange andre folk begav sig nu ud til Selje, og be1nærkede, at de klipper-, der laa foran de Store 11u1er paa vest- siden, for ikke mange aar siden maatte være 11edstyrtede. Ved