46 søm)B1: BERGENHUS Anm. ved de inderste arme af vor dybeste fjord, Sognefjorden, mindre i Søndre Bergenhus amt. Men ogsaa her findes i de indre dele enkelte egne med en saagodtsom ublandet øStlandsk flora, hvor- om mere nedenfor. Som bekjendt e1;,granen et meget sjeldent t1;æpag.—gyge-st1aWndet.
- i
I Forstforeningens aarbogl1884 p. 77—88l lïar“À. T. Gløersen i en afhandling om vestlandsgranen givet nøiagtige oplysninger om granens forekomst i Søndre Bergenhus amt. Af disse hidsættes: Voss er det eneste sted vestenfor Langfjeldene, som har granskov af nævneværdig udstrækning. Paa .elvemoerne i Voss er furen næsten eneherskende, men paa skyggesiden af Kvislerottingen fra Hardangergrænsen og 6—P—7 km. vestover, især paa Flatlandsmoen optræder granen paa sine Steder sk0vdannende og i ren bestand. Fra Voss er granen udbredt veStover, men i stærkt aftagende mængde gjennem annekset Evanger. Enkelte graner findes endnu paa begge sider af Bolstadfjorden. I— Modalen 2—400 m. o. h. findes i 0tterstad Sætermark Norges vestligste granskov, 2 km. lang, 11Z2 km. bred, stærkt blandet med birk og fure. Norges veStligste vildtvoksende gran staar i gaarden lille Urdals udmark 230 17’ ø. l. Ferro. — Fra Voss gaar granen ogsaa over til Graven i Hardanger, hvis gamle navn var Granvin. Paa den første Har- dangergaard (Moen) er granen endnu talrig, men allerede et par km. fra Vossegrænsen aftager mængden betydelig og nedigjennem Graven findes granen kun enkeltvis eller klyngevis. De graner; som findes i de øvrige dele af Hardanger, kan næsten tælles. Saaledes findes der et par graner vest om Gravensfjorden; øst om FiksenSund paa Klejven i Østensjø findes et holt paa henved 5O smaagraner mindst —50O m. o. h.; i Eidfjord findes 2 graner i dalen ovenfor Vøringfos, den ene ca. 830 m. o. h.; Ullensvang har tre vilde graner; 0ddedalen ligeledes 3, og i Røldal, hvor der i selve hovedbygden med stort og smaat kun findes i alt 2O fure- trær, er der kun en levende gran; den staar i den øverste birkeli ovenfor OkSestølen og er 1IZ2 m. høi. ’ Den i vore granskove saa hyppige “ (Hepatiea„ triloba) vides i hele Bergens stift .lg;nWmed vis ed at være fundet paa et eneste sted, nemlig paa VaraldSøen.7ËfiWSgË1ågd’ebWagms. V Og af andre mere almindelig kjendte arter, som er mere eller mindre hyppige østenfjelds og nordenfjelds i lavlandet, men som er meget sjeldne eHer ganske mangler i Vestlandets ydre kystegne, skal vi alene nævne: C Strudsebregnen gStruthiopteris germanica), storekonval (Convallaria Polygonatum), istervi ie (1S‘alix pentandra), tysbast (Daphne MeZereuvn), kjæmpe (Plantago media), agertistel (()irsium arvense), gjeteskjæg (Trago- pogon pratense), de tre stærkt lugtende læbeblomstrede (Calamintha Acinos, (2Vlinopodium og merian, Origanum vulgare), søtvider (Solanum dulcamara), kongelys ( Verbasoum ni rum og Thapsus), torskeflab (Linaria vulg’a?“is), Ma.rianøklebaand (Primuga veris), vintergrøn (Fyrola rotundi.folia), orilis Anthriscus (en skjermp1ante), hvid Stenbræk (Sedum album), frøstjerne ( Tha- lictrum “flavum og simplex, knapblomster (Trollius europæus), stormhat (Aeo- nitum septentrionale), vortegræs (Chelidonium majus), bækkekarse (Cardamine
