Side:Norges land og folk - Søndre Trondhjems amt 1.djvu/193

182 Søm)BE TRom)HJEMs Anm. er stor, synes der ogsaa at være forholdsvis svære og røSlige kvindfolk. Sproget Sproget i søndre Trondhjems amt hører til den ho- vedrække, som Aasen benævner den nordenfleldske. Som mærke for denne sprogrække kan angives den særegne udtale af nn og ll med en stilling af tungen som for lyden j, saa at de blir et slags ganebogstaver. Man har forsøgt at udtrykke denne lyd ved at skrive f. eks. „alle“ enten som „aille“ eller ,.alje“; men ingen af delene er betegnende, da hverken høres foran eller efter l, men ganske sammensmeltet med dette. Lydene fl og sl falder sammen i en særegen lyd, som ligner ltl, M eller lsch, men som ellers ikke kan betegnes ved sædvanlige bogstaver. L udtales med den eiendommelige lyd, som man kalder det tykke l, idet tungen trækkes mere tilbage og bøies mere opad: f. eks. dal, fæl, halv, kalv. Ved denne eiendomlighed bestemmes sproget som hørende til den østlige gruppe. Verberne i infinitiv ender baade paa e, a og aa, hvis da endelsen ikke helt udelades. Eiendommelig blir mundarten ved den hyppige forkortning af ord, idet endelser og det mellemkommende e ofte falder bort, saa at infinitiverne faar lighed med de engelske, som spring’ for springe. Af endelser kan mærkes aug for ug, f. eks. vetaug for vitug, og aalt for utt, f. eks. steinaatt for steinutt. Paa mange steder har de bevaret særskilte former for de tre kjøn f. eks. ein fot, ei elv, eit tre. Indenfor amtet kan adskilles to mundarter, den vestlige eller .fosensk og den østlige eller Orkedalens og Guldalens maal; til denne sidste mundart hører ogsaa sproget i Nidelvens dalføre ogi 0pdal. W I Røros præstegjæld er sproget blandet og afviger fra de omliggende dialekter; det har mere tilfælles med Østerdalens sprog end de trondhjemske dialekter. Som eiendommeligheder ved den ytre-trondhjemske Sproggren, hvortil den fosenske hører, kan mærkes: Stærke hunkjønsord (det vil sige hunkjønsord, som ender paa en konsosant f. eks. skaal) og svage hunkjønsord (det vil sige ord,.som ender paa en vokal f. eks. visa) bøies forskjellig i flertal, men ikke altid i enkelttal, saaledes: enkelttal: nominativ ubestemt: skaal, vis’, nominativ bestemt: skaala, visa eller visaa, dativ: skaalen, visaan eller visen. Flertal: nominativ ubestemt: skaale, visa eller visaa eller viso, nominativ bestemt: skaalinn, visann eller visaan eller visen, dativ: skaalaa, visaa.