Side:Norges land og folk - Søndre Trondhjems amt 2.djvu/247

Denne siden er ikke korrekturlest

24O GUm)k1.ENS FoG1)EBI. Nogen tid efter begyndte atter Storvarts grube at give et bedre udbytte, og under direktør Peder Hjorts dygtige ledelse kom atter Værket paa fods igjen. I tidsrummet fra direktør Hjorts død var der bedre tider for Røros kobberværk. Man fandt paa den tid flere nye gruber, blandt andet Muggruben i 1775. Men da saavel malmtilgangen som isærdeleshed tilgangen paa trækul var begrændset, var ikke værket, selv da i 1806 kobberet gik op i en pris af næsten 3000 kr. pr. ton, saa stort anlagt, som bergværkerne søndenfje1ds dengang var. 1808 var der atter ufred; den gamle frygt for, at svenskerne atter skulde brænde bergstaden af og ødelægge værket, kom op paany, og man var nødt til mere at tænke paa at forsvare sine eiendele for fiendehaand end at drive Værket Bergkorpserne stod færdige til udrykning, men blev dog ikke brug-t. Det er let at forstaa, at trængselsaarene fra 1808 og udover, satte dybe mærker ved et værk, der som Røros ligger i en egn, hvor man ikke kan dyrke korn. Baade Værket og beboerne led meget i de aar, hvor korn- forsyningen var sluppet op, og man mindes endnu, at gamle folk fortalte om, hvor vanskeligt det ogsaa var at faa barkebrød, idet barken paa træerne blev saa haardt medtaget I 1818 maa mærkes en begivenhed, som vistnok da var af en stor betydning for værket. 12te septbr. 1818 blev nemlig „Lov om Røros kobberværk“ givet. Motiverne for tilblivelsen af denne eiendommelige lov var vistnok de, at statsStyrelsen saa, hvordan Værket i de senere aar var bragt i mærkeligt aftagende, og derfor paa grund af den store offentlige betydning, Værket havde, vilde forsøge at ophjælpe det igjen. I den kongelige proposition, som forelagdes storthingeti 1818, fremho1dtes netop det, at „værket var bragt i mærkeligt aftagende for det offentlige, og dette gjorde, at storthinget gav en særskilt lov for Røros kobberværk. Loven tager fornemmelig sigte paa, at staten skal sørge for en varig og bestandig drift ved værket, og ud fra dette kom der ogsaa ind i loven „for ordens og fuldstændigheds skyld et reglement, som vistnok participanterne selv var berettiget til at fatte.“ Loven af 1818 er nu i det hele forældet. Den driftsplan, som i reglementet af 1818 blev affattet, holdt sig omtrent uforandret lige op i 70—aarene. I de 60 aar fra 1820—1880 blev en del tekniske forbed- ringer indført, dog uden gjennemgribende betydning for Værket I ]826 kjøbte man Folda1 værk og anlagde en smeltehytte, Louise hytte, i Lille-Elvedalen. Kjøbet var væsentlig motiveret ved frygt for at faa kon- kurrenter om skogene i den nordlige del af Østerdalen. Foldals værk gik imidlertid snart over i andre hænder, dog beholdt man længe efter Lovise hytte. I slutningen af 40—aarene blev Ny Solskins grube, som ligger