Side:Norges land og folk - Tromsø amt 1.djvu/128

HAVE’I’, FJORDE OG HAVNE. 1l7 delt i mindre tinder, hvoraf den sydligste synes ganske isoleret. Nordligst paa R—ibbenesø vil Mulens eller Breiviksmulens høie, sorte og steile fjelde skille sig tydeligt fra indlandet; det paa Ringvasø beliggende høie ‘Snỳejjel(l, og de søndenfor og østenfor liggende næsten stedse snedækte og takkede Skulgamfi1z(ler hvil være kjendelige. Vest ud for Sydfuglø dannes den nordligste odde afJ G—røtøs nordspidse, og over og imellem denne øs fjeldrygge vil sees .4langen og Rosmaalen, meget kjendelige fjelde paa den nordligste Kvalø. Kvaløs, som Vannøs nordligste fjelde er lodrette mod havet med en flad ryg med smaa forhøininger. Ved dette udseende afgiver disse fjelde god landkjending. .—llangstinderne paa Kvalø er høie og spidse, og sneen§ ligger næsten hvert aar. Østenfor Kvalø imellem denne og Vannø ligger Helge med sin vestre bratte tind, Homet. Seet nordenfra vil Skulgamtin- derne og snefjeldet paa Ringvasø vise sig over He1gø. Landkjendingen af kysten fra en længere afstand ud i havet vil blive vanskelig: Fastla.ndet, hvor de høieste fjelde i regelen ikke overstiger 1200 til 15O0 meter, ligger længst fjernet fra den yderste skjærgaard. Skjærgaarden dannes igjen af en række øer med fjelde fra 700 til l100 meters høide, der overalt udfylder forgrunden; de høiere —fastlandsfjelde vil hæve sig saa lidet over de udenfor liggende øer og fjelde, at de vanskeligen kan kjen- des, og i kortere afstand aldeles skjules af disse. Øerne, der udenfor fastlandet har høie og kjendelige punk- ter, naar de sees i nærheden, vil i betydelig afstand sees som en uordentlig hob spidse tinder. Det bliver da de brede fjorde og indløb, som skaffer støttepunkter i gisningen. Andenes og Nordkvaløs nordspidse ligger saa langt ud fra den indre kyst, at de med tydelighed vil kunne adskilles fra denne. Nordenfor fra Kvalø til Sørø er der flere fjelde, som er kjen- delige tilhavs, og fjordene er bredere og skjærer ret ind i landet, hvorved de med mere bestemthed kan skjelnes. Vest1igt ligger Vannø, hvis nordende danner de bratte fjeld- vægge Bratn(er”ingen og Je-j.s“næringen, eller Som de i almindelighed med ét navn kaldes Vannæringen, hvis øverste flade har en svag heldning mod nord. Vannøs fjeldkjæde deler —sig i den nordre og den søndre; den sidste danner høie alpetinder, af hvilke Van- tinden og Vanki-sten naar til henimod 125O m.s høide. Til sik- kerhed ved kjendingen tjener ogsaa Sydfuglø. Imellem Vannø og den vestenfor liggende Kvalø er Helge baggrunden med en næsten flad fje1dryg, hvis vestre tinde er den ovennævnte Hornet. Over Helgø, seet nordenfra, vil endnu vise sig de omtalte fjelde Skulgam-tinderne og Snejffel(let paa Ringvasø.