Side:Norges land og folk - Tromsø amt 1.djvu/170

JoHDBHUG. 159 A.gerbruget, naar derved forstaaes kornavlen, er, som tallene viser, ikke særdeles betydeligt; dette kommer ikke deraf, at jorden skulde være mindre frugtbar i Tromsø amt, men sommeren er kort og klimatet barskt og ustadigt. Man kan, som nævnt, faa baade «grønaar» og «frostaar». Ude ved havet er det særlig den utilstrækkelige sommervarme, som hind1—er kornets mod.ning, medens det inde i fjordene og dalene, hvor sommervarmen vistnok kunde modne kornet, hænder, at frosten standser det i væksten. Amtet faar nu for en ikke ringe del sin kornforsyning ved russehandelen, og resten indføres søndenfra Indførselen var i ældre tid efter Petter Dass væsentlig rugmel, og han angiver aarsagen hertil: I Senjen man nogensteds pleier og saar, Dog vil dem Afvæksten ei lykkes hvert Aar. Thi Kulden der meget regjærer. De fleste for-syner sin’ Huser med Mel, Som hentes fra Bergen en temmelig Dr-1, Saa meget Som Jægterne bærer; Det Mel fra Kjøbstæden er ma-let af Rug, Som sættes og bruges paa alle Mands Dug, Men Kornemel ingen Mand kjeber. Nu maatte man spørge-, hvad er det for Vis? Hvi kjebes ei det, som er lettest af Pris Og mindst for den Fattig’ opleber’? Man ved, hos Kjebmænder er gangbare Løb. At Rug er langt dyrer end Kornet i Kjøb: Den fattige l-’isker vel kunde Et bygbaget Brød underlægge sin Tand Og heller betænke sin gjældbunden Stand E11d leve med lækkere Munde. Her svar-es: saavidt jeg er Landet bekandt, Vor Nordlands Almue med Fladbrød er vant, Som bages i tyndeste Kager; Vil man i Madkisten det have nedlagt, Da skikker sig bedst det. som ty-ndest er bagt, Naar man det i Skrukker optagen De Kager af Rugmel gemenlig er sei’, Men Bygget har saadan en Danlighe(l ei, Det vil ei tilsammen vel holde; Den seigeste Kage bekvemmeligst er Til Mølje, som bruges i Vær og i Skjær Om Vinter i Frosten hin kolde; Var Fladbrød af Byg, det istykker da gik, Thi faar man at bruge den Vis og den Skik, Som Landet beleilig kan taale De rigere Lande har tykkere Brod, Men Nordland maa neies med Skjør og med Grød, Og selv med sin’ Favne sig maale: Her at-der vi L(—iver istedenfor Stu1np, Durksigtig er Brødet. men Miaven er plump, Han kræver hver Maaltid en Skrukke; Den stoppes i Molje med l.eVer og Tran,