Side:Norges land og folk - Tromsø amt 1.djvu/198

l-’.ZliDRlF’l’. I 8 7 Tidligere var der til Tromsø amt en ikke ubetydelig ind- førsel af Smør fra Finland, — det saakaldte «kvænsmør», hvil- ket hovedsagelig kom til markederne i Skibotn. Denne handel er gaaet meget tilbage, og hvad der bruges nu af Smør mere end distriktet formaar at producere, er for det meste margarinsmør. i Der tilvirkes kun gjedemysoSt og gammelost. God mysost forstaar man mange steder at yste. 0pdrætning af kreaturer til slagt finder sted i herrederne nærmest Tromsø by. Tidligere fik byen altid det meste slagt fra Maalselven, men i de senere aar ogsaa fra Sørreisen. I 1895 var der i Tromsø amt kun et sogneselskab eller kvæg- avlsforening, nemlig i Maalselven. Den skildring, som de tidligere amtmænd giver af kvæg- stellet i amtet, passer nu i det hele neppe mere i sin almindelighed; det hed den gang: «Kvægracens forædling forsømmes næsten aldeles. Røgten synes næsten ene og alene at være beregnet paa at holde liv i kvæget vinteren over uden hensyn til afdrætten. Dette beskedne maal forfeiles dog ikke saa sjelden og kan, efter det bestaaende forhold, paa de fleste steder ikkun opnaaes paa bekostning saavel af fiskeriets som af fædriftens udbytte Alle beretninger stem- mer overens i beklagelserne over den sædvanlige uskik at sætte paa et større antal kvæg for vinteren, end det er rimeligt med det indhøstede foderforraad at føde ordentligt. Som følge heraf bliver kvæget i de heldigste tilfælde sultefødet vinteren over, og naar vinterkniben kommer, især hvis den bliver noget lang- varig, maa alle kræfter sættes i bevægelse til indsamling af tang, tarre, renmos, lyng og riskviste, hvormed kvæget, iforening med forhen indsamlet fiskeaffald, frister livet, indtil det kan slippes ud paa eng-en, saasnart de første grønne spirer begynder at vise sig der, og medens sneen endnu ligger flekkevis omkring. Det er især hos søbonden at denne aar efter aar sig gjentagende mangel paa omtanke og fornuftig beregning fremtræder skarpest, og dog er den netop for ham forbunden med et dobbelt velfærds- tab, idet han derved ogsaa gaar glip af den rige adgang til fiskeri, som den sidste del af vinteren i almindelighed frembyder paa disse kanter; bunøden, ofte selvforskyldt, tvinger da vor egen søbonde til at fiske — tarre. Det maa vistnok indrømmeS, at landets beskaffenhed i forbindelse med det lave standpunkt, hvorpaa engdyrkningen her befin(ler sig, frister til denne øko- nomi, idet havnega-ngene næsten overalt er rige og tilstrækkelige til at føde og fede et større antal kvæg, end høforradet, selv med tilhjælp af de elendigste surrogater, kan holde liv i vinteren over. I en noget ældre beretning heder det: