Side:Norges land og folk - Tromsø amt 1.djvu/219

2(18 TR()MS(‘) AM‘I’. WI)et er kun stakkels fattige folk; rensdy1—ene kan neppe er- nære dem og hindre dem i at sulte. Og alligevel, hvis de kun har nogle skindfælder, eller rensdyrhorn eller Ost tilbage, saa gaar de straks ned til gja-stgive1—stedet og drikker paa stedet den lille vinding op i brændevin- Paa gjæstgiverier og hos kjøbmænd skal man derfor ikke søge disse f0lk, hvis man vil lære at kjende deres SiP(1(’1’, vaner og tilbøieligheder. Thi her kan man let føres til at tro. ålÍ1l0l’(ll11tD11(l(ïl108 dom over finnerne ikke er helt ugrundet. «Det er 111(’1lllGSl((åll(*(‘lPIIS afskum.— sagde en her bosat nor(l- mand til os, da tre finner ravede i111o(l os ved (iil)Ostad. Aa nei, det er de ikke; men børn er de, hvis tanker aldrig gaa-r langt bort fra rensdyrene, og hvis fornøielser kun er øieblikkets tarveligste nydelser. Det er utr0ligt, med hvilken føragt nordmæn- dene behandler dem “; ikke lettelig vilde nordmændene tillade fin- nerne at sætte foden i sine lll1S(Y, og de søger Ogsaa gjerne at undgaa at have nogetsomhelst at gjøre med (le1n. Jeg agter dig ikke mere end en 1in,x var allerede i Helgeland et udtryk for dybeste foragt, og at en fin ikke var mere værd end en hund, har vi ofte hort. Nabofolk er altid skinsyge og fiendtlige overfor hinanden. Nordmanden sætter sig selv over SV(’I1Sl(G1l, og denne igjen tror sig at være nordmanden overlegen, og at staa høit over russerne. Polakker, russer og tvske1—e har ogsaa lignende meninger om hverandre. Hver nation regner sig for særlig begunstiget frem- for de an(lre, men deres ringeagt gaar dog ikke saa vidt. at de kun hos sig selv søger menneskeheden, og skulde anse alle andre for en anden art. Thi disse folk har kjæmpet mod hinanden, og ofte har det ene beseiret det andet Finnerne derimod har aldrig kunnet standse 11ordmændene. Selv det mindste angreb har aldrig lykkedes for dem, og der er sjelden at finde spor af modstand hos dette stilfærdige folk. Der-af kommer den store 111odvilje hos nordmændene, saa at de ikke regner dem for mennesker, og hvis man anstrengte sig for at bevise, at 1innerne aldrig havde været 1nennesker, saa vilde de tro (let. Ulykkelige folk, som har saadanne herrer.» Finsk og kvænsk spr0g. Finsk og kvæ11sk hører til de iinsk-ugriske sprog Disse blev fra gammel tid talt af den finsk- ugriske fOll(eSl3HI1l11le, som havde sit hjem i Østeuropa og Vest- sibirien, nord for en linje fra Volgas nedre løb til (1c:“11“ finske havbugt