Side:Norges land og folk - Tromsø amt 1.djvu/230

I—’INNl-III OG m-;N. 2 19 Videre sælger finnerne for 3.50—6 kr. uberedt re11skind, videre renhaar og selve hornene. Før solgte de ogsaa renoSt i Tromsø, men det er nu hørt op. Desuden forarbeides af horn en indretning til at væve baand med, kjævler til at bage brød med, og punge af renkalvskind. Videre børnepæske, vanter, komager, baand af uld, og huer. Haar af rensdyr sælges til sengetepper. Af nogen vigtighed er handelen med renskind med svenske fjeldfinner, der kommer til Skibotn, og i Tromsø om sommeren; prisen paa et rensdyrskind er da 2—5 kr. Skind af ren, som er slagtet om vaaren, er de daarligste, da de er fulde af «gorm», larverne af et insekt, (oesb“us 1“aramli), som stikker hul paa renhuden. Kvinder-ne, navnlig i Ena1—e, er endm1 mestere i at spinde grovere og finere taugverk af opfiltrede fururødder. Fjeldfinnerne fra Kautokeino har nu, som før omtalt, ophørt med at grave sine penge ned; de sætter dem i sparebanken, hvis de har noget tilovers. N(esehilsmÎngen, fortrolig hilsen finner imellem, var i ældre tider i almindelig brug og gaar for sig paa den maade, at man sætter næsetippeme sammen og derpaa med udtryksfuld tone siger «burist, burist!» (vel, vel !) Lin-né omtaler denne hilsemaade fra sin bekjendte laplandske reise, og ligetil 1831 brugtes den ifølge P. L(estadius almindelig i svensk Lappmarken. Nu for tiden er hilsen med næsen neppe brugelig uden hos skoltelapperne, hvor man endnu i omsorgsfulde mødres mund kan høre paamindelsen til den opvoksende ungdom: «Vads oud njune!» («gaa— og giv næsen»). e l GiftermaaI. Naar man skal gifte sig, heder det fra Kvæ- nangen om sjøfinnerne, spørges der ikke efter stor eiendom; en skarvebaad og nogle lineangler er ofte det hele; men kone skal man have. Alt, hvad man siden behøver, tager man paa kre(lit hos handelsmanden, eller hvor det bare er at faa. Hvis siden manden træffer til at dø, er gjælden ofte meget større end eien- dommen. Ved fjeldfinnernes ægteskab eier hjertet næsten ingen del. Rigdommen er det eneste, der afgjør den enes fortrin fremfor den anden. «Dog finder man den dunkle forestilling at skinne frem,» siger L(estadi-us, « at her alligevel er spørgsmaal ’om noget vigtigere end bare at kjøbe og sælge en ren; thi det ansees ikke ret vel at kunne gaa an at give penge, der ved dette tilfælde heller ikke gjerne modtages; men det skal være et slags varer, helst almindelige sølvsager, saasom skeer, bægere eller anden fin stads til sølvkronen og sølvbeltet.