Side:Norges land og folk - Tromsø amt 1.djvu/304

Denne siden er ikke korrekturlest

Bl-2BYGNING. 293 ikke at lade disses a11tal, hverken nu eller 11OgG1lSlI1d9, overstige et antal af 2O, og at al skog eller mark mellem disse straks bli- ver udskiftet, saa at ingen sameie maa finde sted, Samt at til fyrreskogens bevarelse saavidt muligt ei tilla(les disse at bygge af andet end birk; men skal der bygges af fyrre, da dertil at tage de største trær og af dem skjære 4toms planker til at opføre væggene af, der vil give skjønnere og tættere huse end af hele stokke. Kun paa denne maade vil enhver nybygger paa dette sted evindelig beholde overflod af skog at nedbringe til bygning og brænde for den intenderede kjøbstad paa Tromsøen saavelsom til de flere hertil trængende nede ved sjøen. I modsat fald vil denne velsignede dal engang i fremtiden blive øde af mangel paa skogfornødenheder, — medmindre sten kan blive det eneste bygge- material og tørv brænde. Her voksede mængde af græs og alle markblomster som i landets sydlige egne. Foruden birk og nogen fyrre befandtes her rogn, heg, ribs og older. Birken udgjør hovedskogen i den hele dal og har tildels størrelse til at bygge huse af. Jordbunden var for det meste sand; men naar denne blev blandet med den uud- tøn1melige mængde af den fedeste sort muld, som paa begge dalens sider findes sammendynget af den der aarlig nedraadnede store bregne, da vilde her sikkert frembringes den frugtbareste agerjord. Her behøves desuden alene husly for folk og fæ, og man kan da straks i dalen, men fornemmelig paa fjeldene, samle foder til saa stort antal kvæg, man vil, hvortil kommer letheden af at samle rensmosen. Besynderligt! udi denne saa trivelige dal fandtes intet andet spor efter mennesker end fodstien efter de finner, som høst og va-ar trækker herover mellem de svenske og norske fjelde. Efter øksen fandtes her intet mærke — ikke en eneste stubbe, — ikke engang en gren var afhuggen. Hvormange saadanne frugtbare dale er det ikke at formode maa henligge ubenyttede i et land, hvor ingen vil bygge eller virke længer fra sjøstranden, end han kan tale med sin altfor kjære baad. Af vildt saa jeg her overflod, og fisk saa jeg et par gange leilighed til at kunne tage med blotte hænder ved siden af vor lille baad, naar denne stod ved landet, uagtet vandet var ganske uklart formedelst vaarflommen; —— kort, mit øie har aldrig seet et ønskeligere sted for nybyggere; thi om end agerbruget tildels vil blive usikkert saa langt nordenfor polarcirkelen, og som det maa blive paa næsten enhver plet i denne dal udenfor Bardo- jordet, saa maa dog fædriften alene kunne blive ganske overflødig og ene give rigdom for enhver sin dyrker.» Ramms meddelelser i Tønset — hvor han boede —— om, hvad han havde seet, har vistnok vakt tanken om at drage didop, men maaske endnu mere den i 1789 indtraadte Storflom i Glommen,