Side:Norges land og folk - Tromsø amt 1.djvu/346

s1(oG OG m-HEB. 335 et rigt multeaar, men det bliver et fuldstændigt ua“ar. Grunden er, efter Norman, den, at planten i et saadant aar gjennem store trakter, gå eks. lige “fra SevjeuW til .“1lten og til S’ydvar(mger, sætter paa lidet nær kun h(mblomster, men disse i største m(engde, medens hun- blomsten ganske mangler over store strøg eller kun findes enkelt- vis med lange afstande mellem hver enkelt og ofte ikke udgjør paa langt nær en pro(“ent af den hele blomsterm(engde, som flækkevis kan være saa stor, at der vilde gaa 9OO hanblomster paa en kvadratmeter. Aarene 1875 og 1885 var saadanne hanblomster- aar, hvorfor høsten slog a-ldeles feil i flere af de bedste multe- trakter, f. eks. i Sydvaranger og paa Store Tamsø. Lignende hanblomsteraar, om end ikke fuldt saa stærkt udprægede, fore- kommer ogsaa i landets sydligste trakter, saaledes i Larviks om- egn aarene 189O og 1891. Ganske uafhængigt af disse hanblom- steraar er det forhold, at planten undertiden, men kun i kysten, paa stat-re høi(ler over havet, f. eks. i Lofoten ved en høide af 696 meter, i nordre del af Tromsø amt ved 528, iVestfinmarken ved 467, i Østfinmarken ved 286 og derover sætter udelukkende eller paa lidet nær næsten udelukkende hanblomster Selv i gode multe- aa-r, og derfor antagelig i ethvert aar, hvori den blomstrer. Paa mindre flækker kan multerne i et almindeligt multeaar staa saa tæt, at der, om de stod lige tæt over større flækker, vilde komme fra 56 til 58 paa en kvadratmeter, og paa ganske smaa flækker saa tæt, at der vilde gaa 12OO til l6OO paa en kvadratmeter. Naar man tager i betragtning, at modne multeri regelen straks eller efter en kort tids forløb synker tilbunds i sjøvand, og at de maa være lidet skikkede til at klæbe fast ved de fuca- ceer, som havets strømme fører med sig, og fremdeles at de, selv om de kunde føres omkring ved disse, ikke vilde være istand til at spire og vokse paa det slags lokaliteter, hvor havstrømmene i regelen vilde sætte dem iland, siger det sig selv, at planten ikke kan være udspredt ved havstrømmene. Trods dette er planten saa hyppig i skjærga-arden, at der knapt gives nogen lidt større ø, der har de for planten fornødne lokaliteter, uden at den findes paa den. Naar den ikke kan være udspredt paa øerne ved havets og end mindre ved luftens strømninger, maa det jo være ved hjælp af fuglene, men paa en stor del af øerne, alle de, som er blottede for skog og krat, færdes der i regelen ikke andet end sjøfugle og ravn, hvilke førstnævnte man ikke skulde tiltro udspredningen af en bærplante. Men en nøiere undersøgelse viser, at det just er disse .fllgZ(?, som z1(lspreder planten i skj(ergaarden. Man finder den ikke sjelden paa eller rundt omkring høit over havet liggende jl1glet-z1er, eller paa andre steder, hvor fuglene slaar sig ned, og hvor der ofte findes ekskrementer af sjøfugle og ravn,