Side:Norges land og folk - Tromsø amt 1.djvu/359

348 TROMSØ AM’l’. Det har hændt, at der paa øen Karlsø alene er skudt 2000 ryper i et aar. Paa Senjen og Grytø er ogsaa godt rypeland. v R—yper fangedes tidligere med garn, men ved høieste resolu- tion af 3Ote april 1895 er det bestemt, at det inden Tromsø amt indtil videre skal være forbudt at anvende garn til fangst af ryper. I disigt og stille veir kunde man drive ryperne ind i garnene omtrent som en saueflok; denne fangSt var udbredt paa øerne og betragtedes som ska(lelig, særlig i marts maa-ned, da rypen parrer sig og lettere end ellers gik i garnene. «Rypen er i Tromsø amt udbredt over saa store loka-litet-er og formerer sig desuden hurtigere end vort andet fuglevildt, saa at den menes uden skade for vildtsta-uden at kunne taale den med snarefangsten forbundne udtynding.» Rypesnare eller rettere rypesnaregjærde arbeides i lange rækker gjennem smaavokset kratskog af økseskaftstykke birke— og vidje- ris til ca. 2 kva-rts høide. I dette gjærde ordnes der flere port- aabninger af saapas vidde, at rypen med lethed kan spadsere igjennem. I disse porter anbringes sna-ren af hampetraad i op- reist stilling, støttet med et kløftet træ. Snarens ende fæstes til et risgjærde. Udenfor selve amtet kommer i handelen en hel del svenske ryper, særlig over Skibotn, hvor der i hvert marked antagelig føres ned fra 4000 til 2000O ryper. Tiur og røi (tetrao ur-ogallus) hører hjemme i furuskog-en; de findes i præstegaardsskogen til Tranø, paa Senjen, men er forøvrigt ikke stationær paa øerne. Tiuren og røien findes enkeltvis i Ibbestad, Tranø og Lyngen (Skibotndalen); hyppigere, i enkelte aar endog i større mængde, er de i Salangen, Bardo, Maalselven, Balsfjorden, Nordreisen og Kvænangen. Medens disse fugle om vinteren væsentlig nærer sig af bar og barknopper, lever de om sommeren og høsten af lyng og bær og har da sit tilhold udelukkende paa marken, og først naar sneen er falden, tager de bo i træerne. Dette levesæt havde da fuglefangerne draget sig til nytte ved at udstille fangst- redskaber paa marken, dels i form af snarer og dels i form af faldstokke — disse sidste dog muligens sjeldnere. Fangsten i snare blev imidlertid saa udbredt, at man mente, at den, naar marken ligger længe snebar, ikke alene ødelægger vildtstanden ved det store antal af fugl, som fanges, men endmere derved, at der i snare fangedes et uforholdsmæssigt antal af hunner, idet røien er mindre frygtsom og mere tilbøielig til at søge ind i et- hvert smuthul. Naar røien sagte forfølges, kan den løbe lange stræk11inger, førend den letter; jaget paa denne maade har den