Side:Norges land og folk - Tromsø amt 1.djvu/576

H1sToB1E. 565 Senere fiyttedes landskabets grændser længere mod nord op mod det nuværende Finmarken. “ Amtets sydligste del, de gamles Amd, der bestod af det nordlige af Hinnø samt maaske ogsaa Andøen, omtales i landets ældste historie. Allerede i sagnhistorien nævnes i Heimskringla kong Goðgesbr paa Amd, der døde af et fald fra hesten Hrafn, som han havde faaet sendt fra den svenske konge Aðils. I Harald Haa1‘fagres tid udvandrede Tore Tussasprænger fra Amd og bosatte sig paa Island, hvor han tog bopæl i Eyafjorden. Misnøie med kong Haralds jar1, Haakon Grjotgardssøn, drev ham bort og ud til hin ø, hvor saa mange nordmænd i hin tid fandt et fristed. Fra amtets mest bekjendte gaard Bjarkø drog samtidig Olav Bekk til Island. Han var søn af Karl i Bjarkø, og var bleven dømt utlæg for drabet paa Tore Svarte, Han drog afsted med vikingen Ulv og bosatte sig mellem Skagafjord og Eyafjord. De vigtigste ældste historiske oplysninger om den landstræk- ning, som nu er Tromsø amt, findes vel i den korte reisebeskri- velse, som kong Alfred den store (død 901) har indskudt i den latinske oversættelse af Orosius’ s verdenshistorie. Hos den latinske historieskriver 0rosius var de nordlige landes geografi daarlig eller slet ikke behandlet. Derfor indskjød Alfred 2 stykker, som han havde fra sine samtidiges beretninger. Hjemmelsmand for den af disse var öthar (Ohthere). Hans hjem- sted var sandsynligvis straks søndenfor Malangen i det lange sund mellem Senjen og fastlandet, hvor der er ganske store gaarde paa begge sider. Paa en af disse i Lenviken sogn antages Óthar at have boet., «0thar (Ohthere) fortalte sin herre, kong Alfred, at han boede nordligst af alle nordmænd. Han sagde, han boede i det land, som ligger i nord ved Vesterhavet; men landet strakte sig meget langt nordefter derfra og var ganske øde med undtagelse af, at finnerne hist og her havde spredt tilhold for at jage om vinteren og fiske om sommeren. Han sagde, at han engang selv vilde undersøge, hvor langt landet strakte sig mod nord, og om der boede noget menneske nordenfor den øde strækning. Han for derfor nordefter langs havet; i tre dage havde han stedse den øde Strækning til styr- bord og havet til bagbord. Da var han kommen saa langt nord, at hvalfangerne ei pleiede at fare længere. Men han fortsatte sin vei fremdeles nordefter saa langt, som han kunde seile i andre tre dage. Da bøiede havet mod øst, eller ogsaa løb der en stor havbugt ind — hvilken af delene vidste han ikke; kun vidste han, at han der maatte oppebie vestlig eller lidt nordlig vind, og at han seilede derfra østover langs landet saa langt, som han kunde